Glædelig 1. søndag i advent

Det må man vist godt sige allerede, når vi er så tæt på. Her i vores lejlighed gør vi alt for at finde julestemningen frem, så her kommer et lille tilbageblik på ugen, hvor vi har gået jule-amok, og underboen er vist godt træt af at høre Pyrus-sange. Vi holdt store-bage-dag, hvilket førte til 1128 pebernødder og 77 vaniljekranse, og selvom vi lavede lidt justeringer i opskrifterne (man kan ikke opdrive kardemomme, og vi måtte selv stå og omdanne hel anis, ingefær og nelliker til de stødte udgaver af krydderierne), blev det vellykket.

Der arbejdes hårdt.

Når Karina ikke var hurtig nok, måtte kniven frem...

Vaniljekranse....

"Den store kasse med julepynt" er også blevet rodet godt og grundigt igennem, og det eneste, der er tilbage i den er knuste kugler og engle uden vinger.

Vi pyntede også vores etage lidt. Håber ikke, der er nogen,
der får brug for brandslangen foreløbig!

Karina var i det kreative hjørne og flettede stjerner -
i 3 størrelser.

Nu er risengrøden så på komfuret (der lugter ganske vist lidt brændt, og der ligger en flydende hvid masse ud over hele komfuret, men pyt...) I Norge er Miriam vant til at få risengrød hver lørdag hele året rundt (måske bor vi i virkeligheden sammen med en nisse), så vi har en mission om at få Karina til at elske risengrød af hele sit hjerte, når vi når til juni.... A propos risengrød, så er is med smag af "arroz con leche" (den peruanske version af risengrød) et hit og ret anbefalelsesværdigt. Hvis man ikke har noget imod at finde rosiner i sin flødeis.

Om nogle timer begynder "the event of the year", missionærernes adventskoncert, der forventes at tiltrække nogle hundrede mennesker. Først bliver de "spist af" med vaskeægte honning/peberkager og gløgg, der i anledningen er lavet af "chicha morada" - en meget populær drik i Peru, der laves af... sorte majs! Smager bedre, end det lyder.

Chicha morada...

Efter forfriskningen går vi i gang, og det kan afsløres at koncerten kommer til at byde på en masse dejlige julesange, her kan bl.a. nævnes "Mit hjerte altid vanker" på dansk, "O, kom alle kristne" på spansk og "White Christmas" på engelsk (sjovt nok). Skolebørnene har slidt (og det har vi også!) med at forberede et krybbespil, og vi garanterer for, at der ikke vil være et øje tørt, når de nuttede, lyshårede englepiger kommer trissende ind på scenen iført gigantiske lucia-dragter og glimmer-guirlander på hovedet.

Og stjernenummeret er selvfølgelig "Bjældeklang", hvor "de fire friske lærere" giver den gas. Karina spiller klaver, Miriam bjælder, undertegnede Xylofon, og vores kollega, Guri, har godt styr på trianglen. Er I nu blevet misundelige over, at I ikke kan være med? For så forstår vi det godt :)

Hvad vi ellers har lavet

Advarsel: Indeholder meget stærke (lækre) (mad)billeder. Der er stor risiko for at blive sulten.

Selvom vi har brugt meget tid med øvning i ungdomsklubben, har vi altså lavet andet, og her kommer lige lidt billeder fra det, vi også fordriver tiden med. Karina og jeg tog på tur til centrum for at lege turister og faldt over en restaurant med utroligt billigt mad. Forret, hovedret + drikke for den sølle sum af 30 danske kroner. Nedenunder ses to af Perus specialiteter:

Kyllingesuppe og "Rocoto relleno". Det er fyldt chili/peberfrugt,
og jeg kan godt afsløre, at det ikke er en ret for folk med
sarte smagsløg!

"Lomo saltado". Serveres altid med ris og pommes fritter.

Missionærerne har en masse skøre og dejlige børn, og vi er blevet ægte legetanter, der både må stå model til at lege hest og blive budt på kulinariske oplevelser fra dukkekøkkener.

Jonathans yndlingsleg er "Jeg spiser dig."

Endnu en børnefødselsdag!

Tobias elsker sin lærer så højt, at han har blomster med til hende!
(Nej, desværre, det var en anden lærer, der havde pyntet bordet...
men man har lov til at håbe, ikke!?)

Vi blev budt på ud at spise af et missionærpar, og da vi så, der var Alpaca på menuen, skulle det absolut prøves. Det er virkelig lækkert kød helt uden fedt, sener, ben og andet skrammel og kan bedst beskrives som en blanding mellem kylling og oksekød. Altså mørkt kød, der er helt fint og mørt. Ja, ja, jeg er jo ikke nogen madanmelder, vel?

Pommes fritterne var stablet som i "Klodsmajor."

Ellers er der vel ikke så meget nyt at fortælle... Karina bager ølkage i køkkenet (vi følte os som verdens største drankere, da vi købte en dåse øl i supermarkedet), og jeg sidder og skumler over, at vi ikke har mere tape, så jeg ikke kan hænge mere julepynt op. Og nåh, ja, julemusikken kører for fuldt drøn!

Jubi-jubilæum

Vores (flere måneders) hårde arbejde belønnede sig i lørdags, da vi slog kirkedørene op for byens andre ungdomsgrupper og bød velkommen til det længe ventede jubilæum under temaet "Creeré", der er fremtidsform af "at tro" og bedst kan oversættes til "jeg vil tro."

Aftenen bød på 3 forskellige skuespil, sange, forlænget andagt, diverse filmklip og billeder fra ungdomsklubben og til sidst en lille forfriskning. Det var virkelig hyggeligt at være med til, selvom vi ikke kan nægte, at det var stressende til tider!

Vi udsmykker kirken.

Et af vores skuespil handlede om kampen mellem det gode og det onde. Kun 3 personer skulle være klædt ud, mens resten af os havde fuldstændig sort tøj på og skulle fungere som rekvisitter, hvilket skabte lidt problemer, da vi jo ikke er udstyret med naturligt sort hår som peruanerne.

Gruppebillede. Vi mangler stadig en masse personer, men
hvad havde vi forventet?? ;)

Velkomstkomité.

Der er god tid til at få taget billeder.

Så er der kage!

Iført vores fine "Jesus"-t-shirts.

Vi fik fine kommentarer fra tilskuerne og håber, det var en succes. Med succes forstås, at dem der kom, fik noget at tænke over igennem vores skuespil mm. Vi spillede/sang bl.a. temasangen "Creeré", og selvom den gav mange grå hår i øvelokalet, har den et meget tydeligt budskab.

En hurtig oversættelse af en del af sangen lyder sådan her:

"Når det ser ud som om du ikke kan kæmpe mere.

Og det virker som om, du er nået til vejs ende.

Når ingen tror på dig, når dørene lukkes for dig,

stop endelig ikke op, for du bør fortsætte.

Og håbet vil få dig til at se fremad.

Og troen vil give dig kræfter til at tro på, at du kan sejre.

Nu er det tid til at komme videre og glemme fortiden,

og fejre det, som vil komme, lad os sammen synge: "Jeg vil tro!"

Et link til sangen på Youtube kan findes, hvis du trykker lige her!!


I går var vi på besøg hos Joel og Paola fra ungdomsklubben, og aftenen stod på Grease (sangene er kæmpe hits hernede, men mange peruanere har aldrig set filmen) og en ordentlig Ligrettoturnering, hvor de slet ikke kunne hamle op med de hårde danskere. Karina vandt, jeg fulgte lige i hælene på hende - og så var der omkring 200 points ned til de andre... Det var super hyggeligt og ligefrem helt hjemligt!

P.S. Apropos jubilæum, er dette indlæg nr. 50....!

Vamos a la playa...

Advarsel: Langt blogindlæg! Så sæt dig ud i haven på et tæppe med en smoothie i hånden, nyd solen og læs.... Hov, jeg glemte lige, at du højst sandsynligt befinder dig i Danmark... Hmm, så find den bedste lænestol og frem med den varme kakao!

For denne weekend har været utroligt begivenhedsrig! Vi har nemlig deltaget i den årlige "Copa campel", som er en volley/fodboldturnering for alle kristne ungdomsklubber i Peru (og bolivianerne er også inviteret.) Miriam og Karina spillede volley for missionærerne, hvor de gjorde en flot indsats, og jeg var på vores kirkes hold, men ingen protesterede, da jeg efter de første to kampe proklamerede, at det vist var bedst, jeg ikke spillede mere, og i stedet gav den gas i heppekoret. Vi var lige ved at blive hyret til at spille fodbold også, da et hold manglede 3 spillere, men vi fik så at vide, at det gik ikke, fordi vi var piger. Og da peruanerne er de fødte gentlemen, vil de altså ikke spille mod piger. (Altså, vi kunne jo gå hen og flække en negl!!)

Det var en 3 timer lang bustur med en anderledes natur, og vores øjne var klistrede til ruderne. Vi kørte igennem ørkenen, der ikke ligner den slags ørken, man ser i tegnefilm, hvor sandet er gult som smør.

Her kommer kun én bus igennem ad gangen.

Sand, sand, sand...

Så nåede vi frem til lejren.

Sådan ser den ud!

Fredag aften foregik det meste af volleyturneringen, og lørdag gik det så løs tidligt om morgenen med den famøse fodboldturnering. Vi var jo lidt splittede; skulle vi holde med missionærerne eller holdet fra vores ungdomsklub? Valget faldt på sidstnævnte, og de spillede også vanvittigt godt!

Vi hepper, som om vi aldrig har bestilt andet.

Hør selv, hvor festligt det lyder!! 

Havde der været en pris for bedste heppekor, havde vi bestemt vundet den!

Midt på dagen var der strand-pause, da det er umenneskeligt at spille, når det er så uudholdeligt varmt. Så turen gik til de blå bølger, der er pæææænt store. Der var da også livvagter med, som fløjtede, når de kunne se, bølgerne var for store, for så skulle man komme ind. Karina og Miriam boltrede sig i vandet, mens jeg holdt øje med dem fra en tryggere afstand.

Hov, jeg fik selskab af et søløve-kranie.

Lækkert!

Jeg hænger ud med Shirley og Lilian, der heller ikke havde
et stort behov for at næsten-drukne.

Sandet var så varmt, at det faktisk var umuligt at gå i. Haha, pjat, tænker du, men det er faktisk sandt (hahahahahaha). Solen opvarmer det så kraftigt, at det var som at gå på gløder (som Karina så smukt udtalte det, mens hun humpede jamrende rundt.) Over os fløj gribbene rundt, mens de bare ventede på, at vi skulle falde livløse om, så de kunne mæske sig i dansker-kød. Ja, det var lidt uhyggeligt, og selvom peruanerne grinende forsikrede os om, at de gribbe ikke var specielt store (kan man sagtens sige, når man er hjemland for verdens største fugl; kondoren), kan en dansk uskadelig musvåge altså ikke måle sig med dem.

Efter strandpausen fortsatte fodboldkampen, og det gik heftigt for sig. Kurt så sig nødsaget til at smide sine konkurrenter i skraldespanden...

Og førnævnte heppekorsindsats bar frugt (+ nogle utroligt dygtige spillere!!), og vores kirke, Encuentro Con Cristo, løb med sejren. For at det ikke skal være løgn, vandt vi både i volley og fodbold. Jeg har fået et meget vedhængende kælenavn hernede, "La Reina" ("Dronningen" - reference til Ester fra bibelen), og pga. denne status fik jeg æren af at sige et par ord til vores hold efter finalen, der blev vundet ganske overlegent.

Vinderholdet fra Encuentro. Fantastisk indsats!

Et fantastisk redskab til at "heppe med"; en flaske
med småsten indeni. Det larmer!

Vi fik en masse nye venner og måtte stille op til utallige fotos. Til sidst foreslog Karina, at vi kunne sætte os ved et bord og skrive autografer, men det blev ved tanken. Også spillernes børn var vældig fascinerede, og en lille pige med store, benovede øjne, spurgte mig i fuldt alvor, om det var rigtigt, at jeg var Barbie! Men det har også en bagside af medaljen at være så hvid, for vi er alle kommet hjem 50 % rødere end vi var før. Det til trods for, at vi har været flittige brugere af solcreme, -hat og -briller.

3 hårfarver mødes...

Om aftenen var vi nede på stranden for at finde krabber. Man kan tydeligt se deres huller, og er man heldig, kryber de op på stranden, hvis man stamper lidt i sandet. (Eller synger og spiller guitar for dem, som bolivianerne var tilhængere af.) Det var en rigtig hyggelig lejr, og Encuentro vendte hjem med den smukke pokal, som ses nedenfor. Det er vist helt godtaget!

På besøg!!

Vi var så heldige at blive inviteret hjem til en af vores venner fra ungdomsklubben, Ricardo. Selvom Karina var ganske betænkelig, da han lovede at sætte kat på menuen. (Ricardo spiser ALT, og med det, mener vi bogstaveligt talt ALT.) Han boede langt væk fra byen, godt opad i bjergene, og han kunne præsentere os for en fantastisk udsigt!

Vi kunne se ganske langt!

Også "ude på landet" er der et kapel til rådighed.

"El Misti" i baggrunden.

Ricardo leger tourguide.

Så er vi fremme - klar til vores første peruaner-besøg!

Det var en speciel søndag, hvor man mindes de døde og tager på kirkegårdene for at spille musik, komme med blomster og spise mad. Her ser man også de katolske principper, i og med, at man tror, man kan redde de døde ud af Skærdsilden ved at give dem mad og blomster osv. Lidt skræmmende! Men til traditionerne hører også speciel mad, og Ricardos mor havde forberedt en ret til os, som er knyttet til denne dag. Den består af majs og forskellige kornsorter (det er faktisk ekstremt svært at forklare, men det ser sådan ud!!)

Så er der snacks.

Majs hernede er store. Rigtig store.

Til hovedret blev vi budt på Lomo saltado, én af Perus specialiteter.

Det var et interessant og lærerigt besøg, og vi fik hilst på halvdelen af Ricardos familie, som kom og gik lidt som det passede dem, så det var hyggeligt. Ricardo betegner sig selv som "El Principe Inca"/"Inka-prinsen", da hans forældre afstammer fra Incaerne og kommer fra landet. Vi fik bl.a. at vide, at nogle steder i Peru kender man stadig ikke til penge og bruger høns og afgrøder som betalingsmiddel. Der er altså ret stor forskel på livet i byen og på landet.

Inden vi tog hjem, forkyndte Ricardos søster, at næste gang kunne vi få fårehovedsuppe, for nu, efter 3 måneder, er vores maver ved at være klare til det...

Som bekendt, er "Rød grød med fløde" ikke på top 10-listen over letteste danske sætninger, og Ricardos version lyder da også lidt, som om, der er kommet fluer i retten i stedet for fløde...

Efteråret har indfundet sig...

...ikke at det ses på vejret, men vi gør vores bedste for at finde lidt efterårsstemning frem. Til vores ubeskriveligt store glæde, har vi i ganske god The Julekalender-stil en "stuur kasse med juuuulepynt", som indeholder alverdens lyksaligheder :)

Det kribler i fingrene....

Der ses på sagerne.

Med Karinas velsignelse (mere eller mindre) gik jeg så småt i gang med at pynte op. Altså kun på badeværelset, tager ét rum ad gangen...

Som at tage bad i guld.... (Disse kom dog ned igen, da forhænget
ikke kunne trækkes for...)

Englesang på wc'et.

Karina gik i gang med et projekt: Et græskarhoved/græskarmand/kald det hvad du vil. Efter lidt research, forsvandt hun ud i køkkenet, bevæbnet med en skarp køkkenkniv :S Og resultatet blev et fint græskar med kristne symboler.

Lejligheden duftede også lifligt af Karinas nybagte æblekage, og hvis man lukkede øjnene, kunne man godt fornemme en dansk skovbund med sprøde, farvestrålende blade. Men sandheden er, at det kun bliver varmere og varmere, og at vi savner efterårsvejret. Det RIGTIGE efterår, vel at mærke :) Men vi klager ikke, for vi har det jo så godt!