Vamos a la playa...

Advarsel: Langt blogindlæg! Så sæt dig ud i haven på et tæppe med en smoothie i hånden, nyd solen og læs.... Hov, jeg glemte lige, at du højst sandsynligt befinder dig i Danmark... Hmm, så find den bedste lænestol og frem med den varme kakao!

For denne weekend har været utroligt begivenhedsrig! Vi har nemlig deltaget i den årlige "Copa campel", som er en volley/fodboldturnering for alle kristne ungdomsklubber i Peru (og bolivianerne er også inviteret.) Miriam og Karina spillede volley for missionærerne, hvor de gjorde en flot indsats, og jeg var på vores kirkes hold, men ingen protesterede, da jeg efter de første to kampe proklamerede, at det vist var bedst, jeg ikke spillede mere, og i stedet gav den gas i heppekoret. Vi var lige ved at blive hyret til at spille fodbold også, da et hold manglede 3 spillere, men vi fik så at vide, at det gik ikke, fordi vi var piger. Og da peruanerne er de fødte gentlemen, vil de altså ikke spille mod piger. (Altså, vi kunne jo gå hen og flække en negl!!)

Det var en 3 timer lang bustur med en anderledes natur, og vores øjne var klistrede til ruderne. Vi kørte igennem ørkenen, der ikke ligner den slags ørken, man ser i tegnefilm, hvor sandet er gult som smør.

Her kommer kun én bus igennem ad gangen.

Sand, sand, sand...

Så nåede vi frem til lejren.

Sådan ser den ud!

Fredag aften foregik det meste af volleyturneringen, og lørdag gik det så løs tidligt om morgenen med den famøse fodboldturnering. Vi var jo lidt splittede; skulle vi holde med missionærerne eller holdet fra vores ungdomsklub? Valget faldt på sidstnævnte, og de spillede også vanvittigt godt!

Vi hepper, som om vi aldrig har bestilt andet.

Hør selv, hvor festligt det lyder!! 

Havde der været en pris for bedste heppekor, havde vi bestemt vundet den!

Midt på dagen var der strand-pause, da det er umenneskeligt at spille, når det er så uudholdeligt varmt. Så turen gik til de blå bølger, der er pæææænt store. Der var da også livvagter med, som fløjtede, når de kunne se, bølgerne var for store, for så skulle man komme ind. Karina og Miriam boltrede sig i vandet, mens jeg holdt øje med dem fra en tryggere afstand.

Hov, jeg fik selskab af et søløve-kranie.

Lækkert!

Jeg hænger ud med Shirley og Lilian, der heller ikke havde
et stort behov for at næsten-drukne.

Sandet var så varmt, at det faktisk var umuligt at gå i. Haha, pjat, tænker du, men det er faktisk sandt (hahahahahaha). Solen opvarmer det så kraftigt, at det var som at gå på gløder (som Karina så smukt udtalte det, mens hun humpede jamrende rundt.) Over os fløj gribbene rundt, mens de bare ventede på, at vi skulle falde livløse om, så de kunne mæske sig i dansker-kød. Ja, det var lidt uhyggeligt, og selvom peruanerne grinende forsikrede os om, at de gribbe ikke var specielt store (kan man sagtens sige, når man er hjemland for verdens største fugl; kondoren), kan en dansk uskadelig musvåge altså ikke måle sig med dem.

Efter strandpausen fortsatte fodboldkampen, og det gik heftigt for sig. Kurt så sig nødsaget til at smide sine konkurrenter i skraldespanden...

Og førnævnte heppekorsindsats bar frugt (+ nogle utroligt dygtige spillere!!), og vores kirke, Encuentro Con Cristo, løb med sejren. For at det ikke skal være løgn, vandt vi både i volley og fodbold. Jeg har fået et meget vedhængende kælenavn hernede, "La Reina" ("Dronningen" - reference til Ester fra bibelen), og pga. denne status fik jeg æren af at sige et par ord til vores hold efter finalen, der blev vundet ganske overlegent.

Vinderholdet fra Encuentro. Fantastisk indsats!

Et fantastisk redskab til at "heppe med"; en flaske
med småsten indeni. Det larmer!

Vi fik en masse nye venner og måtte stille op til utallige fotos. Til sidst foreslog Karina, at vi kunne sætte os ved et bord og skrive autografer, men det blev ved tanken. Også spillernes børn var vældig fascinerede, og en lille pige med store, benovede øjne, spurgte mig i fuldt alvor, om det var rigtigt, at jeg var Barbie! Men det har også en bagside af medaljen at være så hvid, for vi er alle kommet hjem 50 % rødere end vi var før. Det til trods for, at vi har været flittige brugere af solcreme, -hat og -briller.

3 hårfarver mødes...

Om aftenen var vi nede på stranden for at finde krabber. Man kan tydeligt se deres huller, og er man heldig, kryber de op på stranden, hvis man stamper lidt i sandet. (Eller synger og spiller guitar for dem, som bolivianerne var tilhængere af.) Det var en rigtig hyggelig lejr, og Encuentro vendte hjem med den smukke pokal, som ses nedenfor. Det er vist helt godtaget!