tirsdag den 31. marts 2015

Tøsetur med missionærkonerne

Hvis du tror, at overskriften er lig med adskillige timer i streg med strikning, hækling, babysnak og god mad - ja, så er du ikke gået helt galt i byen :D For det var, hvad der stod på programmet, da vi begav os på en 3 timer lang tur til kysten med de respektive missionærfruer. Hvis weekenden skulle have et tema, havde det nok været "Afkobling". Og det er ganske rart en gang imellem.

 
Vi er ankommet for 10 minutter siden, og gæt hvem der har
fundet strikke-bladene frem? ;)

Udover håndarbejde fik vi lavet en masse god mad og snakket til den store guldmedalje, og det blev også til et lille smut til stranden. Jeg er snart færdig med hele to hæklede sjaler, selvom de lignede karklude i forhold til de kunstværker, de andre fremtryllede. Og både Karina og jeg fik læst en hel del!

Her har Karina fundet sig et spændende Anders
And-blad.

Her kommer et lille billed-referat fra en dag i selskab med 10 missionær-damer. (Tidspunkterne er vejledende)

Kl. 9: Det er næsten 12 timer siden sidste strikke-omgang! :O


Kl. 11. Solen er dejlig og varm, og vi nyder den.

Kl. 12.Gæt, hvad der står på programmet?

Kl. 14. Jeg tager en pause fra strikningen og tager lidt
fine billeder i nærheden.

Her er en flot palme, som Karina har døbt
"Den perfekte palme", fordi den er som taget ud af en feriebrochure.

Kl. 15

Kl. 15:15

Kl. 17
Så nu har I vist et lille billede af, hvad tiden blev brugt til ;) Ellers har vi nu påskeferie og slapper af (som om vi ikke gør det i forvejen). Hvor meget afslapning, der bliver i aften, når vi skal passe 4 x Leinum-børn, ja, det bliver jo så interessant. Søde og aktive er de i hvert fald!

Og så får Karina besøg af sin søster på onsdag og jeg af en veninde, Katrine, på torsdag. Ikke dårligt!!

God påske til alle derude! Man kan komme ud for nogle lidt mærkelige traditioner her, f.eks. så vores kære nordmand, Miriam, nogle mænd, der hang på kors i byens centrum (dog uden søm!!) Lidt en speciel måde at få fokus på korsfæstelsen på.

Bed gerne for de mange katolikker, her i landet, og bed om, at Gud må trænge ind i deres hjerter og vise dem, at det ikke er deres mange gerninger og traditionelle handlinger, der frelser dem!

onsdag den 18. marts 2015

Der var engang en grøn lama, der hed Åge

Indlæggets oprindelige overskrift hed "Resumé fra de sidste par uger", men det lød simpelt hen for kedeligt - derfor den forvirrende titel - undskyld. Men de sidste par uger HAR været lidt forvirrende, da vi først lige er flyttet tilbage til vores kære lejlighed efter den har været igennem en ordentlig gang renovation. I mellemtiden boede vi hos familien Bjørsvik, hvor vi levede i sus og dus og absolut ikke manglede noget som helst!

Anna Dorthea serverer pølse med druer og frugt på restauraten
på hendes værelse.

Vi leger babysittere, mens hr. og fru Bjørsvik spiser ude. Dette var,
vel at mærke, EFTER, børnene var lagt i seng.
(Karina lokkede mig til det!!)

Karina poserer med den drik, der burde være Perus nationaldrik,
INCA KOLA!

Og vi spiser god mad.

Og mere god mad.

I kirken skulle Karina lære de unge at bage chokoladeboller. Det lyder jo forholdsvist simpelt, men mange peruanere har ALDRIG bagt før. Og hvorfor skulle de det, når man køber 6 brød for 2 kr. hos bageren? (At de indeholder mere luft end en operasangers lunger, er så noget andet) Nogle af de unge spurgte endda, hvad man brugte en køkkenvægt til...

Det går vildt for sig. 

Mens dejen hæver, er der lidt tid til bordtennis!


Så er de til at putte i ovnen.

Da vi kom hjem til vores kære lejlighed, var der mere beskidt end det mest beskidte, du kan forestille dig! Badeværelserne var utroligt klamme, og der var støv/ubestemmelig brun masse overalt. Se bare billedet nedenfor. På det hvide stykke havde en madras stået og taget støvet.


I de forløbne dage har vi også været til surprise fødselsdag for en fra kirken, hvor vi alle troppede op foran hans dør og holdt bibelstudie dér i stedet for i kirken, så det var vældig hyggeligt. Og der var lækker pizza. Og sjov kage.


Rosi er glad for skakternet kage.

Der bliver også tid til hyggeaftner i lejligheden, og vores kære nordmand har fået øjnene op for "Far til fire"-film. Esters forældre har i den anledning sponsoreret en boks med 6 af slagsen, og de bliver nydt i fulde drag - med norske undertekster, så Miriam kan være med på løjerne. Følg nu med i en typisk volontør-hyggeaften.

Karinas smørkage - med eller uden rosiner!

Slik - sponsoreret af selveste Daniel Lanting.
TAK, Daniel, hvis du læser med her :)

Hele herligheden.

Hygge og chokolade - gør volontører glade!

Fra det ene til det andet (sådan er det altså, når vi ikke har skrevet i lang tid!) Bibelskolen er startet godt op - giv en stor hånd til Mirjam og Rolf Leinum, der aser og maser og arbejder rigtig hårdt dér. Vi er med om torsdagen, når der er lidt socialt samvær, og det er super hyggeligt.

"Vildkatten" er et stort hit!

Men der er også andre, mere fredelige spil...

Hils lige på vores ven, Skille!

Den svenske missionærfamilie, der har været i Arequipa nogle måneder, flytter meget snart videre til Chiclayo, så det er jo lidt trist :( Så er der 3 børn mindre på skolen. Men inden, de smutter helt, nåede vi at tage deres datter, Cornelia, og Miriam, som er nordmand og jævnaldrende, med på en tøsetur, der bød på lækker mad og film.




Vi er klar til at se Disney's nye "Askepot."

Det var vist det for denne gang! Tak, fordi I kiggede med, hvis der er nogen, der endnu ikke er stået af :)

Bedeemner:

- Bed for bibelskolen; for eleverne og lærerne. Rolf og Mirjam har nok at se til og har ikke mange ledige stunder, så bed for, at de ikke må have mere om ørerne, end de kan klare.

- Bed for familien Smetana (svenskerne), der meget snart flytter, da de er færdige med sprogstudier, og begynder på deres missionærarbejde i en anden by. Bed om, at de må finde sig godt til rette der, og især børnene, der skal gå på en peruansk skole.

lørdag den 7. marts 2015

Marsvinets livscyklus

Ja, dette blogindlæg handler om marsvinet og er ikke så langt. I Peru er det normalt at spise marsvin. Man kan få det serveret på forskellige måde - friturestegt eller ovnstegt. Det er en hel delikatesse. Et marsvin i Peru bliver ikke brugt som kæledyr, men her har man dem gående ligesom høns, indtil de skal spises.
Her bor marsvinene, før de bliver forberedt i ovnen ved siden af deres hjem.

Da min familie var på besøg, skulle min bror, Thomas, selvfølgelig smage et marsvin. Det var en oplevelse i sig selv. Tro mig, når man bestiller et marsvin på en restaurant, så får man serveret hele marsvinet, med hoved, tænder og krop. Dog var det bare for, at man (alle turister) kunne tage billeder. Heldigvis tog tjeneren det med ud i køkkenet og skar det i stykker.

Det smagte ikke værst, men vi mistede helt appetitten af at se på det døde marsvin. I skal ikke gå glip af det, så her kommer lidt billeder:


Her er det skåret ud
Så hvis I har lyst til at prøve det, så bare kom til Peru! Og til sidst er der lige et billede af Machu Picchu, som vi ikke kan få nok af :)




onsdag den 4. marts 2015

På tur i Peru

Selvom det er svært at tro, har vi lavet andet end at trisse rundt og lege inkaer på Machu Picchu, og her er billeder fra alt det andet spændende, vi har lavet med Karinas familie.På turen til Puno fik vi lige smagt noget coca-te. Det er med at indtage alt det coca, vi kan, før vi kommer til DK,
hvor det er ulovligt, haha :) Selvom glasset mest af alt ligner et akvarie, er der altså både varmt vand, coca-blade og mynte i.


Vi kørte med en minibus til Puno og stoppede undervejs for at nyde den FANTASTISKE udsigt.


Thomas får sig en ny lama-ven.

En alpaca fra sin bedste side... Med quinua-mos som tilbehør.

For anden gang begav Karina og undertegnede sig ud på Titikaka-søen - denne gang med Karinas familie i stedet for 6 nordmænd. Men bølgerne var væsentligt højere denne gang, og den lille båd blev kastet rundt på søen som var den en ballon til en børnefødselsdag. Vi kom heldigvis uskadte frem...

Lokale fiskere fanger ørreder...

Med god udsigt til den famøse sø og mynteblade i hånden
(guiden sagde, de hjalp mod vejrtrækningsproblemer)

En død kolibri :(

Smuk udsigt, hvor vi sad og spiste frokost.

Karina er glad.

Efter Titikaka-søen fortsatte vi til Cuzco og gik turist-amok på diverse markeder og ved seværdighederne.



Levn fra inka-tiden. Her behøvede man ikke mørtel for at bygge mure.

I inka-templet. Vi står præcis i midten af et gamle inka-rige.

Karina tager sig et hvil på en lille trappe.

Sådan ser Cuzco ud ovenfra.

Der er altid tid til at kigge på souvenirs.

Vi var også i Den Hellige Dal, hvor vi så masser af fine ruiner og smuk natur.


Vi spiser på en lækker restaurant.

Dessert-buffet er ikke dårligt.

Restauranten havde tilhørende eksotiske dyr.

Den Hellige Dal. Eller en del af den.


Der farves alpaca-garn.

...med naturlige farvestoffer!

Dobbelt regnbue.

Hermed slutter vores turist-eventyr. Lige nu er vi på et andet eventyr, da vi bor hos missionærerne Ragnhild og Tore, fordi der bliver skiftet gulv i vores lejlighed. Så Karina har lokket mig til at se "Barbie - prinsessen og tiggerpigen", mens vi passer børn....