Om en gudstjeneste, der varer 2 timer, er lang tid?

Svaret er NEJ. Vi skulle medvirke til gudstjeneste i dag som en del af bandet; det var en gudstjeneste i anledning af jubilæet for reformationen. Det går lutheranerne meget op i hernede, hvilket egentlig giver mening, når man ser, hvor meget katolicisme, der er, og især i vores by. I Danmark kan man jo ikke sige, at vi dagligt konfronteres med katolske regler og principper, men det er anderledes her. For nogle dage siden var der et kæmpe optog i gaderne, som stoppede trafikken i flere timer - det var seriøst vildt!! Katolikkerne gik og sang/messede og udførte diverse ritualer, som vist også går ud på selvskade for at vise, hvor meget man vil ofre sig for Gud. Bagefter tager de så ud og drikker og "skåler for Jomfru Maria." Det fik vi i hvert fald at vide af vores lutherske venner, som ikke lader til at misunde katolikkerne...

Nå, men tilbage til gudstjenesten... vi ankom kl. 7:30 for at øve og gøre klar, og gudstjenesten startede så lidt over 10 (selvom det var planen, den skulle starte kl. 9, men det er mere reglen end undtagelsen, at folk kommer aaaaalt for sent.) Der var vist nok et program, men det holdt kun nogle minutter, så diverse programpunkter blev rodet lidt rundt. Der var både prædiken, sang, bøn, børne-indslag, information om reformationen, auktion, bortlodning, middagsmad til 4 kr., skuespil og korsang. Så vi var hjemme klokken 15:20, godt trætte og udmattede. Det er vist den længste gudstjeneste, vi har været med til, men det var rigtig hyggeligt.

"Vor Gud han er så fast en borg" er "slagssangen" for
reformationen....

Sådan kan førnævnte sang lyde...

Nuttede børn...

Skuespil...

Vi har nok hørt "Vor Gud han er så fast en borg" 50 gange i dag, da den kørte nonstop på musikanlægget. Men det er godt at huske på og fejre reformationen, og især på peruanerne kan man mærke, de har en stor glæde i at være fri fra katolicismens forskrifter.

Op- og nedture

Her kommer lige de sidste dages begivenheder i stikordsformat. Der er sket lidt af hvert, både godt og skidt.

- Vi har øvet hele to gange med et band, som vi skal spille/synge med til en fællesgudstjeneste på søndag. Eftersom vi er de eneste piger i bandet og drengene har en sød tand eller to, er vi blevet lokket til at tage kage med begge gange. Så vi har haft gang i den store bagedyst, hvor vi hver har taget en kage med, uden de vidste, hvem der havde lavet hvad. Første gang vandt Karinas chokoladeboller stort over mine hindbærsnitter (eller... jordbærsnitter, da man ikke kan få hindbærmarmelade), da en af dem fra bandet spurgte om at måtte få resten af posen med hjem. Anden gang blev det uafgjort mellem hendes kanelsnegle og mine brownies, fordi der blev spist lige mange af hver. Og nu har vi vist lovet at tage morgenmad med på søndag....

- En taxachauffør mente, Karina lignede Adele (sangeren) utrolig meget, hvilket førte til en hyggelig snak i taxaen. Siden da har Karina fået divanykker og VIL have morgenmad på sengen hver dag!!! Ej, pjat...

- Jeg er i øjeblikket uden telefon og pung, da min vestlige naivitet førte til et lommetyveri i bussen i dag. Der stod en mand ved siden af mig (selvom der var flere ledige sæder... nu ser jeg det mistænkelige i det...), som stod utroligt tæt på; han sad praktisk taget på mit skød, og det var så akavet, at jeg hele tiden så ud af vinduet. Det skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort. Han var én af de "bedre" lommetyve, da han formåede at hapse telefonen fra min jakkelomme OG min pung, der lå i min taske med trykknapper I SKØDET. Men kort og telefon er heldigvis spærret, så jeg klarer den, og Karina muntrer mig op med slik og vitser. Savner dog de tre hårnåle, der også befandt sig i pungen :( 

- Vi er ved at øve krybbespil med børnene på skolen, som skal vises i kirken til jul - PÅ SPANSK!! Vi blev vidne til det norske sprogs finurligheder, da vi spurgte, hvem der havde lyst til en solo. Begejstringen var forbløffende stor, især blandt drengene, hvilket ikke gav mening - indtil vores nordmand, Miriam, som vi bor sammen med, forklarede, at Solo er et sodavandsmærke i Norge. Det forklarede en heeeel del. 

Gud er stor

Som førnævnt har vi været til et kursus i evangelisation for børn, og det mundede ud i et børnefremstød lørdag eftermiddag, hvor vi skulle afprøve det, vi havde lært. Jeg var lidt skeptisk, for hvor skulle børnene komme fra? Der havde jo ikke stået noget i avisen (det havde nok heller ikke gjort en forskel), og vi havde på ingen måde reklameret med det. Men børnene skulle nok komme, mente de, der stod for det. Fair nok.

Så vi gik af sted ud på markedet for at finde de børn, der var taget med deres mødre på arbejde og alligevel ikke lavede andet end at sidde på en stol og kigge. Det gik langsomt i starten, men efterhånden fik vi hænderne fulde af søde, små peruanske børn, der ikke helt vidste, hvor "gringaerne" førte dem hen. Nogle forældre var lidt tøvende, men de fleste virkede til at være glade for, at deres børn havde noget at beskæftige sig med. På en halv time kom der 70 børn. HALVFJERDS BØRN! Det var alligevel mere, end vi havde turdet håbe på. Hvor var det fedt at mærke, at Gud havde hørt vores bønner om, at der måtte komme nogle børn til arrangementet.

Vi er klar til at hente børn.

Folk kiggede lidt på vores optog...

"Goddag, frue. Må vi låne deres søn?"

Der kommer flere og flere børn.

Velkomstsang - alle skal synge med.

Vi laver forskellige aktiviteter
- til hver leg er knyttet en bibeltekst.

Vi håber, hver enkelt barn fik noget ud af dagen, og I må gerne bede for de 70 børn, som tog imod invitationen. Må de også en dag tage imod Guds invitation.

Så tæt på - og så alligevel ikke...

Siden torsdag har vi været på et meget intensivt kursus i evangelisation blandt børn. Nogle af jer har måske hørt om Cycas, der er en verdensomspændende organisation, som arbejder med at evangelisere på børnehøjde, og det tager de rundt og holder kurser i. I går var kurset i 12 timer, så vi var lettere trætte, da vi kom hjem. Der var dog ikke noget kursus for Karina, som måtte blive hjemme i sengen. Øv. Men hun er bedre nu! Kurset bestod af forskellige oplæg, videoer, opgaver og en hel masse lege. Det var fint at være med til, men skal jeg være 100% ærlig (og det ser I vel helst), var det lidt for pædagogisk. Nu er jeg heller ikke den mest pædagogisk anlagte person... Men vi fik snakket med flere af deltagerne, så det var jo dejligt.

Ærter skal der til. Og da man ikke køber frosne ærter...
...skal de pilles!

Dårlig billedkvalitet, men et lille indblik i kurset,
hvor ca. 40 deltog.

Med disse kursus-bluser kunne vi godt ligne
det peruanske kvindelandshold i volley, ikke??

Da vi kom hjem, oplevede vi det, som titlen refererer til. Vores taxa måtte holde i kø uden for vores villakvarter, og da vi nysgerrige bevægede os derhen, så vi en kæmpe folkemængde og et grande orkester. Nogle mænd bar på en slags vogn med et stort billede af jomfru Maria, lys og blomster i massevis. Forrest gik en helt hvidklædt præst, og foran ham var der en slags fanebærer, hvor fanen igen var et helgenbillede. Langs hele ruten rundt om boligblokkene var der levende lys, og undervejs standsede optoget flere gange for at spille musik, synge, høre præsten messe og fyre en masse fyrværkeri af. Vi forstod aldrig, hvad der foregik, men det stod i hvert fald klart, at det var en slags katolsk ceremoni. Derfor titlen. Man kan ofte tænke, at katolicismen måske ikke er så langt fra det, vi tror på; vi tror jo trods alt begge på Gud, ikke? Men de store billeder af jomfru Maria vidner om, at de er i en lidt anden retning, en forkert retning. Det var egentlig lidt skræmmende, og når man oplever sådan noget, går det op for en, hvorfor der er missionærer i Peru.

Weekendlejr

Sammen med Rolf og Mirjam Leinum var vi med til en retræteweekend for Perus kristne ungdomsledere, som foregik på bibelskolen her i Arequipa. Det var en dejlig oplevelse med bibeltimer, samvær, lovsang, leg og hygge, og vi fik nye venner igen igen :)

Rolf forklarer spillet "Meier", der i dagens anledning blev
ændret til det mere Peru.klingende navn "José."

"Memory" er ikke kun for børn!
Rolf og jeg fik desuden opfrisket de spanske dyrenavne.

Der forberedes...

Vi holder gudstjeneste.

Drengene brugte listige tricks for at virke
højere - men når vi også stod på tæer,
hjalp det desværre ikke....

Vores tema var "La Esperanza" - Håbet!

Som fornævnt var temaet "Håbet", og bibeltimerne fokuserede på vores håb som kristne. Vi kan have mange drømme og håb her på jorden, men det er vigtigt, at Jesus er en del af dem. Mange af vores drømme er urealistiske, men vores håb i Jesus er ikke en illusion. Det er virkelighed!! Det blev vi mindet om i weekenden; at vi egentlig er gæster, ikke blot i Peru, men på Jorden. Vores hjem er i Himlen.

Efterårsferien del 3

Der er fest for tiden i vores lejlighed i Villa Médica. Onsdag kom vores hushjælp, Amalie, og hun havde sine to søde døtre, Camila og Sofía med, så vi fik spillet Partners og Uno til den store guldmedalje.

Ikke for at prale, men...

Og torsdag aften inviterede vi så pigerne fra ungdomsklubben til pyjamasparty, for der er intet bedre end et godt gammeldaws pyjamasparty til at lære hinanden at kende. Vi var spændte på, hvor mange der kom, for man ved aldrig noget med sikkerhed hernede, men vi fik besøg af 4 piger, og det var rigtig hyggeligt! Vi lavede mad, lagde neglelak, spillede et S, P eller K-lignende spil, som en af pigerne selv havde lavet, så film (sov til film) og snakkede en hel masse.

Rosi er godt tilfreds med maden.

Der laves engelsk-lektier.

Så er det tid til manicure.

Miriam eksperimenterer.

Estefani, Ruby og Daniela fra ungdomsklubben.

Den glade forsamling i nattøj.

Køkkenet blev ikke rørt før dagen efter.

Der var til gengæld nok at lave...

I weekenden tager vi på retræte-weekend på bibelskolen, hvor de unge ledere fra Peru samles for at blive opbygget. Det må I gerne huske i forbøn; at de unge må blive godt udrustet og hver især få noget brugbart med hjem fra opholdet. 

Efterårsferie fortsat

Så har vi været på eventyr! Mandag stod vi på en bus uden at ane, hvor den kørte hen. Det viste sig at blive ganske interessant, og vi kom længere og længere op i bjergene, indtil vi nåede endestationen - et lille bord ude i ødemarken. Eller.... næsten. Der var i hvert fald ikke mange huse, og dem, der var, lignede i hvert fald ikke dem inde i byen. Vi mødte langt flere omstrejfende hunde end mennesker, hvilket i sig selv var grund nok til at vende tilbage, men vi slap for bid og rabies for denne gang.

Endestation... så er det ud af bussen!

Hvor er vi henne??

Er vi på vej op til vulkanen?

Hey, ligner det ikke juletræer ude i siderne?

Udsigt over Arequipa.

Undervejs spiste vi vores medbragte madpakker, selvom der dog var rig mulighed for at spise en dejlig middag på den lokale restaurant, der havde marsvin på menuen. Det bliver en anden gang... Det var spændende at se en anden del af byen, hvor kulturen er endnu mere fremmed og uvant. Husene var meget små og sandfarvede, og vi kunne høre lyde fra grise, høns, (behøver vi nævne hundene??), og Karina så også en kalkun!

På tilbagevejen tog vi den samme bus, men det var ikke ensbetydende med, at den kørte samme vej tilbage, så pludselig var vi ved endnu en endestation - i den anden ende af byen, der var næsten lige så øde. Men hjem kom vi da, og så havde vi også kørt nok med bus den dag.

Tirsdag tog vi på markedstur i nærheden af, hvor vi bor. Vi har desværre ikke billeder derfra, da det virker lidt for turist-agtigt at gå og tage billeder af grønsagssælgende damer. Men det er altså en oplevelse at være på markedet her! Du kan købe alt fra grisetæer (en tier pr. styk) til hjemmesyede forklæder. Og det er så billigt, at man må knibe sig selv i armen for at forstå det. Så vi gik shop-amok i grønsager og erhvervede os bl.a. agurker og gulerødder til 2 kr. pr. kilo og kartofler til 1 kr. kiloet!! Men selvom prisen ikke er at foragte, varer det nok en del tid, før vi har mod på at købe kød fra et markede, hvor grisehoveder og plukkede høns hænger og dingler fra bordene, kun 1 meter fra, hvor der sælges tomater... Blodsporene på gulvet hjælper heller ikke på lysten, for ikke at snakke om fluerne... Men det er en kulturel oplevelse, og der er meget at se på.

Så er der handlet ind! Prisen lå på omkring 40 kr. for alt dette!

Dans er en stor del af kulturen, og da vi skal opføre en dans i ungdomsklubben til kirkens jubilæum, tænkte jeg, det var på sin plads at få lært et par få dansetrin. Så jeg blev inviteret "ud at danse" med en pige fra kirken, selvom det dog var med en vis portion tøven. Karina tilbød at tage med og agere fotograf, men det kunne jeg dog ikke se nødvendigheden i. Vi tog ind til centrum, hvor der var et sted med diverse aktiviteter; kæmpe fitness-center og forskellige sports-dansehold (egentlig ligesom zumba, bare en latinamerikansk version). Dansen bestod så i, at der stod en instruktør på en scene og dansede, og så gjorde mængden af omkring 100 unge bare det samme. "Bare" det samme... Det er vist unødvendigt at påpege, at dette ikke var simpelt. Jeg har aldrig været en zumba-person, og jeg vil vove at påstå, dette var meget sværere. Men sjovt var det!!

Ellers nyder vi at slappe af; i dag skal vi øve med ungdomsklubben på numrene, vi skal fremføre til jubilæet, hvor vi både skal spille teater, synge og selvfølgelig.... danse.

Efterårsferie dag #1

Ja, vi har ferie! Lyder det ikke herligt? I Danmark plejer efterårsferien at være lig med indehygge, ture i "de falmende skove" og "Efterårets danske sange med Danmarks Radios Pigekor", men i Peru er det lidt anderledes. For det første er her ingen skove, og hvis der var, ville de ikke være spor falmende. Tværtimod er det ved at blive varmere, og butikkerne begynder så småt at finde sommerkollektionen frem.

Hvad laver man så i en efterårsferie? I går slappede vi godt og grundigt af, og så havde vi inviteret gæster til kaffe (missionærparret Guri og Ola). Det vil sige, at formiddagen forløb med at bage, dække bord og gøre lejligheden præsentabel. Vi er ok stolte over resultatet :)

Bagefter havde vi brug for lidt frisk luft og fandt en lille park, hvor vi sad og læste/skrev/snakkede og nød at se på alt det, der skete rundt omkring os. Der er altid liv i gaden og nok at se på. 

Bedste omgivelser til bibelstudie.

Alle ved jo, at julen (stort set) begynder efter efterårsferien, så en pludselig, meget voldsom trang til at se julekalender greb os kl. halv otte om aftenen, hvorefter vi kværnede 12 afsnit af The Julekalender. Det kan stærkt anbefales...

Hjemme igen

Vores tur til Lima forløb ganske fint, og selvom vi endnu ikke har 100% opholdstilladelse (det tager tid med sådan en proces, og vi skal hente tilladelsen personligt i Lima om ca. en måned) er vi godt tilfredse. Vi er blevet hjulpet igennem det hele og har næsten ikke rørt en finger (bortset fra, da der skulle tages fingeraftryk... hahaha....) Vores tænder blev også tjekket (vi ved dog ikke helt hvorfor), og vi har underskrevet en masse papirer! 

Det var lidt som at være i en latinamerikansk westernfilm, hvor politistationen altid er hvidmalet og fuld af uniformerede mænd med solhat og overskæg, mens den knasende lyd fra et 23 tommers fjernsyn spiller i baggrunden. Men det var ganske hyggeligt, og bagefter havde vi god tid til at udforske Lima lidt. 

Selvom vejret i Lima er gråt og trist, er der smukke steder.
(Læg mærke til korset).

Et shoppingområde, der lå lige ud til kysten.

Ret så fancy!

Nordmændene og Karina.

Flot udsigt...

Man er vel i storbyen.

God mad har de også! 

"Smil!!"

På shopping med to mødre (der var dog heldigvis en
neglelaksbutik ved siden af....) :)

McDonald's skal der til...

Vi fandt en park med tamme katte...
Karina til katten: "Har du rabies??"

"Kunst...."

Første cykelsti, vi har set i Peru!!

Nu har vi så efterårsferie og slapper af! På søndag er der valg i Peru, og det er lovpligtigt at stemme!! Dog ikke for os, vi er trods alt ikke peruanske statsborgere, selvom man næsten skulle tro det, efter alle de papirer, vi har underskrevet i Lima. I må gerne bede for, at valget må forløbe godt (og korruptionsfrit!), og at der må blive valgt nogle gode kompetente politikere, For det er altså ikke en selvfølge, og flere af politikerne har skeletter i skabet og bruger beskidte valgtricks :(