Tilbage igen

Flere har efterlyst et sidste blogindlæg, så det kommer nu. Turen hjem gik rigtig godt og væsentligt hurtigere end rejsen herned, så vi klager ikke. Det var hårdt at tage afsked med venner og missionærer (ikke at forstås på den måde, at missionærerne ikke er vores venner, haha!), men det er kun et godt tegn, da det betyder, vi har haft det helt fantastisk og har fået nogle gode venskaber.

Vi måtte også tage afsked med vores yndlingsnordmand, Miri.
Snøft!!

Der blev holdt diverse afskedsfester for os, og vi har fået en god bunke hilsner og gaver med hjem, som vi kan tage frem og kigge på.

Sidste fællesbillede i ungdomsgruppen.

Der dukkede rigtig mange op, da vi skulle tage afsked i lufthavnen, både missionærer og peruanere, og vi fik sagt "på gensyn.

Så lad os da benytte lejligheden til at sige alle vores dejlige læsere TAK fordi I gad følge med i vores Peru-eventyr. Mange tak for hilsner, forbøn og tanker, vi har i sandhed følt os velsignede gennem hele vores ophold, og vi har lært og erfaret meget. Tak til Gud, fordi han har passet på os og beskyttet os. 

Det bliver det sidste herfra. 

Potpourri af oplevelser

Der sker ting og sager hos volontørerne (jep - det er os), for nu har vi kun 1 uge tilbage!! Så vi skal have så mange oplevelser som muligt med hjem i bagagen. 

Volontørerne på tur!

Vi spiser på fin restaurant - og prøver lemonade med basilikum!

Det er ved at være den tid, hvor vi må sige farvel til en masse venner, som har taget FANTASTISK godt imod os! Vi havde besøg af Ricardo og kæresten Sandra og fik en hel masse søde ord med på vejen. Det er altså skønt og velsignet at møde mennesker fra andre kulturer, som går hen og bliver rigtig gode venner.

Skolens rektor fandt på, vi skulle tage på udflugt med skolen - så turen gik til centeret, hvor den stod på bowling og Mac Donald's. Det var noget, både elever og lærere kunne lide!!

Klar til bowling!

Besøg af bibelskolen. Maribel og Freddy får sig en klog snak
med Karinas kæle-alpaca, Kaffi. 

Nogle gange sker det, at ens tøjstil
matcher husenes....

Vi blev "inviteret" til at spille/synge med i et band til en fællesgudstjeneste mellem alle ungdomsgrupperne i Arequipa. Så pludselig befandt vi os i et halvprofessionelt band med hardcore bandmedlemmer - heldigvis kendte vi nogen af dem, så det var ikke helt så skræmmende. Nu befinder vi os jo i Peru, så vi samledes for første gang og øvede kl. 7 om morgenen, hvor gudstjenesten skulle foregå om eftermiddagen. Hvad kan vi sige? Typisk peruanere! :)

Bagefter gudstjenesten tog vi med bibelskoleeleverne op på bibelskolen, hvor det var tid til hygge og pyjamasparty! Dvs. der var ikke så mange pyjamaser inkluderet, da der er ganske koldt på bibelskolen, så lad os kalde det et "sweater-tæppe-jakke-party". 

Hvis der er nogen, der er glade for at lege....... så findes de her i landet!

På pigernes sovesal fik vi leget "flaskehalsen peger på" i omkring to timer! I starten lod det ikke til, at pigerne helt vidste, hvad det gik ud på - i hvert fald var spørgsmålene og udfordringerne betydeligt mere uskyldige end i Danmark! Vi var ved at dø af grin, da én af pigerne stillede det meget harmløse spørgsmål: "Er du træt?" Og vi som troede, vi skulle få deres dybeste hemmeligheder at vide??

Maribel, Leydi og Giovanna er klar til at lege
- det er vist ikke normal påklædning i et dansk pyjamasparty!

Når man sidder tæt sammen, holder man bedre varmen.
Her med Katicsa og Andrea.

Karen giver et smukt nummer på guitar. 

Og så må vi ikke glemme det famøse sponsorløb i kirken, hvor vi samlede penge ind ved at løbe runder (pyha, det var varmt!!!) Det var hyggeligt, da flere af de ældre kirkegængere blev og kiggede på, så det også blev et lille socialt arrangement. Vi løb i 20 runder - og undertegnede (Ester) var så heldig at løbe med en smuk hjemmelavet pokal, mens Karina var absolut bedste fotograf og heppekor ;)

Yeah! Den pokal er der absolut ikke plads
til i kufferten...

Det stærke felt!!

Præmieoverrækkelse.

Så alt i alt spilder vi ikke tiden!! Det er med at få så meget som muligt ud af de sidste dage, og vi er meget taknemmelige for al den gæstfrihed, vi møder fra alle omkring os. Middagsinvitationer, søde hilsner og en masse velsignelser med på vejen - det er dejligt at mærke!! Tak, Gud, for det!

At bestige et bjerg!!

Så kom dagen, da Ester og Miri tog af sted for at bestige et vaskeægte bjerg (okay, faktisk er det en vulkan, men det er vel cirka det samme) ved navnet "Chachani". Chachani måler 6057 meter over havets overflade og er derved 41,20 gange højere end Danmarks "højeste bakke", Himmelbjerget. Så har I noget at gå efter! 

Proviant til turen! 

Vi tog af sted med en bror til en af missionærerne, Torstein, så med vores guide var vi 4 personer.
Først kørte vi et stykke op ad bjerget i ca. 3 timer på en vej, der var FORFÆRDELIG!! Det vil være synd at kalde den en vej, for bilen hoppede så meget, at jeg tror, den lettede fra jorden et par gange. Og jeg sad oftere på skødet af guiden end på mit eget sæde. Men vi kom frem omkring midnat... Og pludselig var vi glade for, at vi var blevet strengt påbudt at have 2 par bukser, mindst 2 par sokker og bluse+sweater+fleece+vinterjakke på.

Lige lidt stemningsbilleder, inden historien fortsætter...

HVAD? En broccoli på bjerget? Nej, det er bare en mærkelig sten!

Sådan ser man ud, når man bestiger et bjerg.
Med pandelygte og det hele!

Men nu er det jo ikke ligefrem barnemad at bestige et bjerg på over 6000 meter, og højden begyndte også at spille ind. Og jeg kan love jer for, at sætningen "så er der 6 timer igen" IKKE var på top 10 over sætninger, jeg helst ville høre kl. 00:00 i bælgmørke på vej op ad et bjerg. Heldigvis slap jeg for at kaste op, men efter et par timer, begyndte jeg at blive meget svimmel og var bange for at besvime. Det var altså ikke sjovt i mørke at måtte klamre sig til de livsreddende vandrestænger for at holde balancen. Og da guiden målte min puls, kunne han konstatere, at den var alt for lav. Normalt vil pulsen stige i højden, og det var da også en form for fysisk aktivitet at slæbe sig opad hele tiden, men min puls lå kun på 80, hvor den burde være mindst 120. Det var sikkert på grund af kulden, for min krop var totalt frossen - og så er jeg jo absolut ikke vant til at færdes i over 5000 meters højde. Men han rådede mig til ikke at fortsætte, fordi det kunnevære farligt, hvis min puls faldt yderligere, og så ville jeg helt sikkert kollapse på et tidspunkt. Da tanken om at besvime midt i sneen på et bjerg, ikke var specielt tiltalende, gav jeg ham ret. 

Jeg måtte gå alene tilbage til lejren, hvor der stod en lanterne, jeg skulle gå efter. Det var virkelig specielt at være helt alene på et bjerg lige under stjernerne. Og det var SÅ STILLE. Ikke en eneste lyd, det var næsten skræmmende. Jeg var bange for at møde en puma eller en slange, men de holdt sig pænt væk! Derimod stødte jeg på en tysker. Pludselig hørte jeg en råbe "HILFE" og "HOLA", og noget, der lød som gråd. Jeg så en dame, og gik imod hende. Det var en tysker, der var helt ude af den, fordi hun også skulle vende tilbage til lejren og var helt panisk. Hun troede, hun havde startet en lavine og var bange for mørket. Så hun var lykkelig for at finde mig. Måske var der en mening med, at jeg skulle tilbage? I hvert fald nåede vi lejren og sad i teltet i 5 timer i minusgrader og ventede på, at de andre kom tilbage...

Ved solopgang flyttede vi udenfor på nogle tæpper og så landskabet åbenbare sig for os. SÅ FLOT! Og så koldt...

I midten af ingenting.

Godt med sne på bjergene.

Miriam og Torstein var seje og nåede toppen! Så her kommer lidt billeder, Miriam tog. Så kunne jeg i det mindste se lidt af den flotte udsigt. Snøft...

Solopgang over bjergene!

Det var fantastisk, da solen kom. GODT med lidt varme.

Seje nordmænd!

Hvilken natur!!! :O

Miriam, Torstein og guiden kom ned til os igen, og hjemturen kunne begynde. Det var nogle trætte volontører, der satte sig ind i bilen med filtret hår og meget beskidte bukser. Vi havde lykkeligt glemt, at vi også skulle køre nogle timer NED igen, og da jeg var løbet tør for køresygepiller, var det en frygtelig tur. 

Men det var en god oplevelse, og selvom jeg i skrivende stund har sovet ½ time de sidste 40 timer, er min krop ikke specielt træt. Så det er jo godt!!

Det blev også en lille andagt for mig at gå der alene på bjerget på vej mod lyset. Det var alt, jeg havde at gå efter, og uden det, havde jeg været helt fortabt. En gang imellem blev lyset væk bag bjergene, og så mærkede jeg frygten for at fare vild. Men Gud sørgede for, at jeg kom sikkert frem. Og jeg ved, at han også vil være et lys i mit liv, som jeg må følge for at nå sikkert frem. Ikke til en lejrplads med et gammelt telt, men til Himlen!

At leve livet (selvom det ofte er lidt farligt!)

Det er ingen hemmelighed, at vi kun har 3 uger tilbage :'( Og vi forsøger at udnytte de resterende dage til fulde, så der er nok af ting på programmet. I sidste weekend var vi i Juliaca til en retræteweekend med Thomas og Mathilde og Juliacas unge. Det var en god oplevelse at møde de unge dér, som er ivrige efter at lære mere om at være ledere i deres ungdomsforeninger, og selvom vi hundefrøs om natten (der var frostgrader, og isolation/varme i husene er en by i Rusland), havde vi det godt! Én at de helt store højdepunkter var turen til busterminalen, som foregik i en åben moto-taxi. Vi fór over stok og sten på Juliacas ujævne veje (der findes ikke asfalt), og det var noget af en sensation for byens indbyggere at se 3 skrigende gringas, der klamrede sig til hinanden (vi behøver vist ikke at sige, der ikke var sikkerhedsseler). Et lille glimt i vores farlige liv som volontører:

Et eksemplar på en moto-taxi. Denen er dog lukket = mere sikker!

Peruanere er VILDE med volley!

Der konverseres...

Mathilde holder andagt.

Et seriøst møde... 

Sådan ser køkkenet ud. Det varmeste sted i hele Juliaca, tror jeg!

Miri er fornøjet med sit nykøbte tæppe.

Gruppesnak.

Fantastisk at se quechua-snakkende (stammesprog) kvinder
med nederdel og fletninger spille volley!

Vores fantastiske taxa...

Og det er ikke den eneste farlige taxa-tur!! Forleden tog vi en taxa hjem fra centrum med en skingrende vanvittig chauffør, der enten gerne ville gøre indtryk på os, eller ville af med os i en fart, for han kørte så hurtigt, at vi næsten fik dobbelthager. Og han mestrede slalom-kunsten til guldmedalje. At han absolut skulle sms'e imens, gjorde det ikke mindre farligt! Vi har et klip (ja, vi har det med at filme farlige situationer. YOLO), men det er desværre for stort til at uploade :(

I morgen tager Miriam og jeg (Ester) op og bestiger bjerget Chachani, der måler over 6000 meter!!!! :O Så det bliver noget af en oplevelse. Vi har hørt både godt og skidt og gruer ved tanken om højdesyge, vejrtrækningsproblemer og eventuel skuffende kondi. MEN det skal nok blive en god tur, også selvom vi kommer til at brække os hele vejen, haha. Og vi har hørt, vi nok støder på alpacaer, vicuñaer, mange slags fugle, interessante insekter og måske EN PUMA ELLER TO! Er det sejt, eller hvad? Bare rolig, vi skal nok tage en masse billeder, det er trods alt ikke hver dag, man står på toppen (forhåbentlig!!) af et snedækket bjerg og spejder ned over Perus landskab...

På safari i Peru

Da vi fandt ud af, at der er en zoologisk have i byen, og at entréen koster 10 kr, måtte vi bare af sted! Så det brugte vi nogle timer af vores lørdag på. "Hvad kan man få for 10 kr?" spørger du måske? Følg med os, når vi bevæger os ind i dyreland!!

Pelikaner, hvis du er i tvivl.

Skiltene er godt vedligeholdt :)

Det ses ikke tydeligt, men aben sidder og gnaver i en hønsefod. AD!
"Hønsefødder og gulerødder....."

Karina i sit rette element.

Der var utroligt mange aber (zoo'en var inspireret af Sydamerika, så der var ikke så mange elefanter og zebraer), og Karina var i sit rette element! Men der var også farligere dyr som fætteren her nedenunder:

Se op i venstre hjørne af billedet, hvor en mand sidder og passer på.
Hvis nu leoparden skulle slippe ud, du ved... Når man så på
indhegningen, ville de heller ikke undre, hvis det var sket en gang eller to!

Fantastiske skilte på engelsk!

Billede med pumaen. Vores høns i Danmark er spærret bedre inde ;)
Og har betydeligt bedre forhold.... Stakkels puma, hvis jeg var den, ville
jeg uden tvivl bryde ud.

Den her legeplads ser lidt tvivlsom ud!

Mød "Zorro Colorado" - verdens mest triste ræv.

Smukke omgivelser! Bjerge i baggrunden <3 <3

Vi kunne høre løven brøle på lang afstand (okay, vi troede faktisk, det var en bjørn, men det holder vi for os selv) Den så også ganske trist og ensom ud, så vi prøvede at opmuntre den lidt, men den lagde sig til at sove...

Enhver peruansk zoo med respekt for sig selv må have en lama!!

Der var også vandcykler!!

Vi kunne komme ind i en lille fuglepark med flotte papegøjer, der skræppede op, som kun papegøjer gør bedst!

Papegøje-selfie.

Karina står og overvejer, om hun tør gå forbi de farlige fugle!
Heldigvis gik der ikke Hitchcock i den...

Det er åbenbart ikke en myte, at ugler kan dreje hovedet hele vejen rundt :O

Piratfisk-selfie.

Krokodillerne var stille i så lang tid, at vi stadig ikke ved,
om de var levende eller af plastic.

Majestætisk struds.

Vi fik to sådanne isvafler for 5 danske kroner!
Den havde vist ikke gået i DK!

Ingen zoo uden et katolsk præg.