At bestige et bjerg!!

Så kom dagen, da Ester og Miri tog af sted for at bestige et vaskeægte bjerg (okay, faktisk er det en vulkan, men det er vel cirka det samme) ved navnet "Chachani". Chachani måler 6057 meter over havets overflade og er derved 41,20 gange højere end Danmarks "højeste bakke", Himmelbjerget. Så har I noget at gå efter! 

Proviant til turen! 

Vi tog af sted med en bror til en af missionærerne, Torstein, så med vores guide var vi 4 personer.
Først kørte vi et stykke op ad bjerget i ca. 3 timer på en vej, der var FORFÆRDELIG!! Det vil være synd at kalde den en vej, for bilen hoppede så meget, at jeg tror, den lettede fra jorden et par gange. Og jeg sad oftere på skødet af guiden end på mit eget sæde. Men vi kom frem omkring midnat... Og pludselig var vi glade for, at vi var blevet strengt påbudt at have 2 par bukser, mindst 2 par sokker og bluse+sweater+fleece+vinterjakke på.

Lige lidt stemningsbilleder, inden historien fortsætter...

HVAD? En broccoli på bjerget? Nej, det er bare en mærkelig sten!

Sådan ser man ud, når man bestiger et bjerg.
Med pandelygte og det hele!

Men nu er det jo ikke ligefrem barnemad at bestige et bjerg på over 6000 meter, og højden begyndte også at spille ind. Og jeg kan love jer for, at sætningen "så er der 6 timer igen" IKKE var på top 10 over sætninger, jeg helst ville høre kl. 00:00 i bælgmørke på vej op ad et bjerg. Heldigvis slap jeg for at kaste op, men efter et par timer, begyndte jeg at blive meget svimmel og var bange for at besvime. Det var altså ikke sjovt i mørke at måtte klamre sig til de livsreddende vandrestænger for at holde balancen. Og da guiden målte min puls, kunne han konstatere, at den var alt for lav. Normalt vil pulsen stige i højden, og det var da også en form for fysisk aktivitet at slæbe sig opad hele tiden, men min puls lå kun på 80, hvor den burde være mindst 120. Det var sikkert på grund af kulden, for min krop var totalt frossen - og så er jeg jo absolut ikke vant til at færdes i over 5000 meters højde. Men han rådede mig til ikke at fortsætte, fordi det kunnevære farligt, hvis min puls faldt yderligere, og så ville jeg helt sikkert kollapse på et tidspunkt. Da tanken om at besvime midt i sneen på et bjerg, ikke var specielt tiltalende, gav jeg ham ret. 

Jeg måtte gå alene tilbage til lejren, hvor der stod en lanterne, jeg skulle gå efter. Det var virkelig specielt at være helt alene på et bjerg lige under stjernerne. Og det var SÅ STILLE. Ikke en eneste lyd, det var næsten skræmmende. Jeg var bange for at møde en puma eller en slange, men de holdt sig pænt væk! Derimod stødte jeg på en tysker. Pludselig hørte jeg en råbe "HILFE" og "HOLA", og noget, der lød som gråd. Jeg så en dame, og gik imod hende. Det var en tysker, der var helt ude af den, fordi hun også skulle vende tilbage til lejren og var helt panisk. Hun troede, hun havde startet en lavine og var bange for mørket. Så hun var lykkelig for at finde mig. Måske var der en mening med, at jeg skulle tilbage? I hvert fald nåede vi lejren og sad i teltet i 5 timer i minusgrader og ventede på, at de andre kom tilbage...

Ved solopgang flyttede vi udenfor på nogle tæpper og så landskabet åbenbare sig for os. SÅ FLOT! Og så koldt...

I midten af ingenting.

Godt med sne på bjergene.

Miriam og Torstein var seje og nåede toppen! Så her kommer lidt billeder, Miriam tog. Så kunne jeg i det mindste se lidt af den flotte udsigt. Snøft...

Solopgang over bjergene!

Det var fantastisk, da solen kom. GODT med lidt varme.

Seje nordmænd!

Hvilken natur!!! :O

Miriam, Torstein og guiden kom ned til os igen, og hjemturen kunne begynde. Det var nogle trætte volontører, der satte sig ind i bilen med filtret hår og meget beskidte bukser. Vi havde lykkeligt glemt, at vi også skulle køre nogle timer NED igen, og da jeg var løbet tør for køresygepiller, var det en frygtelig tur. 

Men det var en god oplevelse, og selvom jeg i skrivende stund har sovet ½ time de sidste 40 timer, er min krop ikke specielt træt. Så det er jo godt!!

Det blev også en lille andagt for mig at gå der alene på bjerget på vej mod lyset. Det var alt, jeg havde at gå efter, og uden det, havde jeg været helt fortabt. En gang imellem blev lyset væk bag bjergene, og så mærkede jeg frygten for at fare vild. Men Gud sørgede for, at jeg kom sikkert frem. Og jeg ved, at han også vil være et lys i mit liv, som jeg må følge for at nå sikkert frem. Ikke til en lejrplads med et gammelt telt, men til Himlen!