Der sker ting og sager hos volontørerne (jep - det er os), for nu har vi kun 1 uge tilbage!! Så vi skal have så mange oplevelser som muligt med hjem i bagagen.
Volontørerne på tur! |
Vi spiser på fin restaurant - og prøver lemonade med basilikum! |
Det er ved at være den tid, hvor vi må sige farvel til en masse venner, som har taget FANTASTISK godt imod os! Vi havde besøg af Ricardo og kæresten Sandra og fik en hel masse søde ord med på vejen. Det er altså skønt og velsignet at møde mennesker fra andre kulturer, som går hen og bliver rigtig gode venner.
Skolens rektor fandt på, vi skulle tage på udflugt med skolen - så turen gik til centeret, hvor den stod på bowling og Mac Donald's. Det var noget, både elever og lærere kunne lide!!
Klar til bowling! |
Besøg af bibelskolen. Maribel og Freddy får sig en klog snak med Karinas kæle-alpaca, Kaffi. |
Nogle gange sker det, at ens tøjstil matcher husenes.... |
Vi blev "inviteret" til at spille/synge med i et band til en fællesgudstjeneste mellem alle ungdomsgrupperne i Arequipa. Så pludselig befandt vi os i et halvprofessionelt band med hardcore bandmedlemmer - heldigvis kendte vi nogen af dem, så det var ikke helt så skræmmende. Nu befinder vi os jo i Peru, så vi samledes for første gang og øvede kl. 7 om morgenen, hvor gudstjenesten skulle foregå om eftermiddagen. Hvad kan vi sige? Typisk peruanere! :)
Bagefter gudstjenesten tog vi med bibelskoleeleverne op på bibelskolen, hvor det var tid til hygge og pyjamasparty! Dvs. der var ikke så mange pyjamaser inkluderet, da der er ganske koldt på bibelskolen, så lad os kalde det et "sweater-tæppe-jakke-party".
Hvis der er nogen, der er glade for at lege....... så findes de her i landet! |
På pigernes sovesal fik vi leget "flaskehalsen peger på" i omkring to timer! I starten lod det ikke til, at pigerne helt vidste, hvad det gik ud på - i hvert fald var spørgsmålene og udfordringerne betydeligt mere uskyldige end i Danmark! Vi var ved at dø af grin, da én af pigerne stillede det meget harmløse spørgsmål: "Er du træt?" Og vi som troede, vi skulle få deres dybeste hemmeligheder at vide??
Maribel, Leydi og Giovanna er klar til at lege - det er vist ikke normal påklædning i et dansk pyjamasparty! |
Når man sidder tæt sammen, holder man bedre varmen. Her med Katicsa og Andrea. |
Karen giver et smukt nummer på guitar. |
Og så må vi ikke glemme det famøse sponsorløb i kirken, hvor vi samlede penge ind ved at løbe runder (pyha, det var varmt!!!) Det var hyggeligt, da flere af de ældre kirkegængere blev og kiggede på, så det også blev et lille socialt arrangement. Vi løb i 20 runder - og undertegnede (Ester) var så heldig at løbe med en smuk hjemmelavet pokal, mens Karina var absolut bedste fotograf og heppekor ;)
![]() |
Yeah! Den pokal er der absolut ikke plads til i kufferten... |
Det stærke felt!! |
Præmieoverrækkelse. |
Så alt i alt spilder vi ikke tiden!! Det er med at få så meget som muligt ud af de sidste dage, og vi er meget taknemmelige for al den gæstfrihed, vi møder fra alle omkring os. Middagsinvitationer, søde hilsner og en masse velsignelser med på vejen - det er dejligt at mærke!! Tak, Gud, for det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar