Bare rolig - vi er stadig i live

Det er ikke, fordi vi er gået i blog-strejke, at der ikke er sket noget de sidste 2 uger. Næh, vi har bare lavet en hel masse ting. Først har vi taget imod de to nye DANSKE missionærpar i Peru; Mathilde og Thomas og Katharine og Samuel.

Danske flag skal der til!

Så er de kommet godt frem.

D. 16. januar tog vi tilbage til kysten for at være ledere på nogle børne- og teenagelejre, men først var vi sammen med familien Valero, der bor på lejrpladsen. Vi var bl.a. med i kirke, på tur i byen Mollendo og blev inviteret med til fødselsdag hos en af familiens venner. Her fik vi smagt "anticucho", der er grillet ko-hjerte på spid. Det smagte langt bedre, end det lyder!

I Mollendo.

Det er skam ikke for sjov!

Der var den årlige sandskulptur-konkurrence i strandbyen Mejía, og vi tog et kig på de flotte kreationer.

Vinderen: En romer med en egypter i sine arme.
Hvad der ligger bag den skulptur, aner vi virkelig ikke!

Afslapning på stranden...

Og så begyndte børnelejren. Ca. 50 børn invaderede lejren, og jeg (Ester) var så heldig at blive leder for en gruppe med 4 vilde (men søde) piger, mens Karina var på hjælpe-teamet og skulle stå for praktiske ting. Lejrens progran bød på bibeltimer, masser af lege (med eller uden vand), hygge ved stranden, lejrbål, andagt, opvisning af skuespil og meget mere.

Vi holder andagt i vores grupper.

Mit hold. Dulce, Belén, Rosibel og Jenny.
Karina fik lige lov til at komme med på billedet.

Der var mange aktiviteter på stranden, og der var ofte knyttet en bibeltekst eller -historie til. Her laver vi skulpturer og leder efter skatte i sandet, efter vi har været til bibeltime.

 Det var en god oplevelse at være med på lejren og lære børnene og de andre ledere at kende, men det tog nu også lidt på kræfterne. En lejr i Peru starter nemlig kl. 6:30 om morgenen (der var nok nogle danske teenagere, der ville brokke sig...), og en sovesal med 15 piger er ikke det sted, man får mest søvn :)
  

Også de små deltagere er trætte!!

Vi har også haft fornøjelsen af at opleve Perus rige dyreliv. Men de måtte nu gerne holde sig VÆK fra bruseren.

Det var børnelejren, men vi har været på yderligere 2 lejre. Vi sparer jer dog for alt for meget læsestof, så I må vente til næste indlæg med at høre om vores oplevelser på de resterende lejre!

Noget med Titikaka-søen og 10 graders "varme"

Se, dette indlæg kunne have hoppet med på trenden om at blive delt i 2 DELE, men for at bryde den begyndende tradition, kommer der altså kun 1 indlæg, selvom vi har oplevet en hel masse. Derfor bliver det ekstra langt...

ADVARSEL: Hvis du hedder Tove, Jens eller Thomas, er det risikabelt at læse videre, da indlægget kan indeholde spoilers og billeder fra Titikaka-søen. Så hvis I gerne vil gemme den oplevelse, til I selv kommer herud, frarådes det at læse videre. Nu er I advaret :)

D. 8. januar hoppede vi friske og frejdige ind i en af missionens biler sammen med missionærparet Ragnhild og Tore og kørte de ca. 3 timer til Puno, hvor første del af vores eventyr skulle udfolde sig. Undervejs fik vi set en hel masse vilde vicuñaer (i familie med alpaca og lama) og alpacaer, og til vores store glæde oplevede vi naturfænomener som regn og torden, der er sjældenheder i Arequipa. Ja, vi har altså savnet regnen, tro det eller ej!

Vi har fundet en restaurant i Puno og får stillet sulten.

Tore holdt en kursus i kirken i Puno om nådegaver, hvilket var super godt, og vi håber, det har været opbyggende for kirken. Det var helt spændende at være til gudstjeneste i en anden by, og alle medlemmerne blev så glade for besøget, at de vinkede som små royalister på pladsen foran dronningens balkon på Amalienborg, da vi forlod dem igen.

Puno er kendt for at lægge by til Titikaka-søen. Karina påstår, det er verdens største sø, og jeg er for doven til at tjekke Wikipedia, så jeg giver hende ret :) Den er i hvert fald større end Damparken i Haderslev!

Tidligt om morgenen var vi klar på tur!

Karina poserer foran søen. 

Vi var ikke alene på turen, da vi blev akkompagneret af nogle friske nordmænd (dem, der også var med på nytårslejren).

Vi sejlede med en båd ud til to øer i Titikaka-søen, som var meget forskellige. De følgende billeder er fra den største af de to øer, hvor der bor et helt lille samfund, og beboerne er meget traditionelle!

Ja, udsigten var altså helt okay!

Nogle af øens beboere opførte en traditionel dans, og bagefter bød de heldige turister op til dans. Her får Kristine og Erik sig en svingom...

Manden laver shampo/vaskemiddel af urter!
De knuses og sies og tilsættes lidt vand.

Læg mærke til mandens hue - den betyder, han er gift. De ugifte har en hat, hvor den nederste del er helt hvid. Det er nu lidt mere praktisk end en forlovelsesring, som alligevel bliver glemt derhjemme ;)

Og dette er resultatet. Ret sejt alligevel!

Der var middag inkluderet i prisen.

Ørred, ris, 5 g. grønsager og... lilla kartofler.

Hygge i båden, der fragtede os sikkert frem og tilbage.

Vi stoppede ved en lille (altså, meget lille!) ø, der var lavet af siv! Der bor 5 familier, som hver har ét meget lille bitte hus på ca. 7 kvadratmeter. Og så lever de hovedsageligt af fisk og siv! (Det siger de i hvert fald, man ved jo aldrig, om det er et turist-stunt.)

Vi sidder på en siv-båd.

Udsigt til køkkenet...

Fra udkigsposten kunne man se hele øen uden besvær.

Alpaca i koriander-sauce med tomat og... BANAN!

Vi kørte videre til Crucero, som er en lille landsby ude midt i ingenting, og de var i hvert fald ikke vant til hvide mennesker! Mens vi sad og spiste på restaurant (hvor et måltid mad indeholdende en suppe + ris med noget kyllinge-halløj kostede 10 kr.), kom der en mand for at tage billeder af os, og han blev stående, til vi rejste os. Det var lidt specielt. Men så fik han den fornøjelse :)

Hotellet var... som man kan forvente af noget, der koster 20 kr. pr. nat. Der var ca. 10 grader på værelset, der bestod af 2 senge med en masse (mere eller mindre rene) tæpper for at kunne holde varmen.

Effektiv opvarmning af rum: Filmhygge!

Hotellet!

Vi var også i kirke i Crucero, hvor Ragnhild og Tore stod for et familiemøde. Menighedens gennemsnitsalder var nok omkring de 60 år, men de var meget imødekommende, og vi måtte anstrenge os for ikke at tørre kinden af efter alle de våde smask-kys vi fik af de hyggelige, gamle damer, der kom iført 5 tykke tæpper. Nej, der var absolut heller ikke opvarmning i kirken. Men selvom det så fint ud på ydersiden, kunne Ragnhild og Tore fortælle, at der er mange problemer og splittelser i menigheden, og der er en gruppe kirkegængere, der har fået forbud mod at komme på grund af uoverensstemmelser, der burde være glemt. I må gerne tage menigheden i Crucero med i forbøn, for hvis den skal have en chance for at forblive, må de lære at tilgive hinanden.

Vejen blev lidt for hullet, så Tore bad mig om at overtage rattet.
Ej, pjat!! BARE ROLIG, MOR, bilen var slukket...

Sidste stop var Juliaca. Vi var spændt på at se byen, for vi har hørt, den er kåret som verdens grimmeste by... Og lad os sige det sådan: Den minder om en mindre idyllisk udgave af Venedig med klamt mudder-vand i gaderne i stedet for kanaler og operasyngende gondol-førere. Der kunne godt bruges en gang asfalt!

Det var næsten umuligt IKKE at blive indsmurt i mudder.
Men Miriam var nok den mest uheldige.
*TSK, nordmænd...*

Velkommen til Lalandia, nåh, nej, Juliaca...

Tore sagde med et glimt i øjet, at det er de missionærer, der VIRKELIG har et kald, der tager til Juliaca... Vi forstår faktisk godt, hvorfor...

Men det var slutningen på en spændende tur og et langt blogindlæg. I morgen skal vi tage imod de nye danskere i lufthavnen, så det bliver super spændende! Og d. 16 smutter vi tilbage til kysten og bliver der januar ud, så I hører nok ikke fra os et stykke tid nu...

Hav det godt så længe!!

Tur til kysten DEL 2

Lad os fortsætte, hvor vi slap... Med et lille fint billede fra stranden. Vi har ikke tal på, hvor mange billeder, vi stillede op til, og her er så ét af dem.

Men alt har en ende, også nytårslejren. Det betød dog ikke, at vi fluks vendte næsen hjem mod Arequipa, for vi skulle blive på lejrpladsen og hjælpe familien Valero, som bor der.

Sovesalene på lejrpladsen.

Som I kan se, får man hurtigt mange venner efter sådan en nytårslejr...

Vi kom hurtigt ind i varmen hos familien, der er meget åben og vant til at have volontører boende. Første dag slap vi for at arbejde og tog i stedet ind til Mollendo for at se på optoget i forbindelse med byens jubilæum.

Massevis af skønhedsdronninger vinkede fra deres
smukke vogne.

Både børn og voksne dansede til den store guldmedalje.

Vi var hos familien fra d. 3-8. januar og nåede at få slæbt grene, rengjort toiletter (hvilket går ud på at hælde 70 liter vand ud på gulvet og så fjerne det med koste) og malet diverse ting, der skulle males. Men der var også rigeligt med tid til at slappe af, og vi brugte den flittigt.

Det er ikke dumt at tage en bog med på stranden.

Pancha er kun få dage gammel, og hendes mor vil ikke have hende,
så vi måtte give hende mælk med en sutteflaske.

En aften gik vi langs stranden til Mejía, hvilket var en smuk oplevelse, der både bød på pelikaner, uidentificerbare fugle, fiskere med rødspætter, issælgere og alt for mange krabber.

Karina mener, den ultimative frihedsfølelse opnås
ved at gå med bare tæer i strandkanten.

Ej, men det er jo lige til et postkort!

Så er vi nået til Mejía - en rigtig turistby.

Is med smag af lime og tumbo (en eller anden frugt) til kun 7 kr.

Der er noget fredfyldt og unikt over at befinde sig så tæt på havet - uden internet eller andre forstyrrende elementer (bortset fra små børn) og bare indånde naturen. Det var også spændende at bo hos en peruansk familie og være en del af deres hverdag, og de var ivrige efter at fortælle en masse om kulturen. Vi fik bl.a. at vide, hvorfor peruanere ikke har så godt et forhold til tiden, da de sætter menneskelige relationer over den og ofte også over loven. F.eks. er det ulovligt at være flere end 5 personer i en bil, men hvis man møder nogle på vejen, der har brug for et lift, siger man ikke nej, for de kunne jo være fremtidige venner.

Vi maler busskur.

Familien Valero består af 3 generationer, og sønnen Diego og hans kone og datter tog os med på en lille guidet tur i Mejía, da han er meget passioneret inden for byens historie og gerne vil lave en rute for turister, så de lærer byen at kende - og ikke kun stranden og isboderne, som er det, turisterne kommer der for.

Diego viser os, at der er indgraveret figurer i stenene - en slags
hulemalerier, kan man vist godt kalde dem :)

Peruanere er ikke vant til at bage, så de ville vældig gerne have, at vi lavede cookies til dem - mens de så på, så de kunne lære det. Vi lavede også aftensmad den ene dag, der bestod af løgsuppe og pandekager med is (ja, ja, det er ikke så mærkeligt, som det lyder...)

Vi vender tilbage til kysten om nogle dage - med massevis af toiletpapir og drikkevand, for det er nu ikke det, der er mest af. Det er jo nogle lidt andre forhold, end vi er vant til i Danmark, men det er vildt spændende at opleve en ny kultur, hvor varmt vand i badet ikke er en selvfølge, og hvor der er plads til al husets porcelæn og service på køkkenbordet ved siden vasken. 

Til slut har vi nogle bedeemner:

- Bed for de unge, der deltog på nytårslejren. Der var flere ikke-kristne med, og man kan håbe, de har fået noget vigtigt med hjem fra bibeltimerne og har lyst til at fortsætte i en ungdomsklub.

- Bed for kirken i Mejía, som vi besøgte. Midlerne er meget få og pengene små, men menigheden virker som et dejligt sted, hvor der er plads til unge og gamle. Kirken har ikke råd til at have en præst ansat, hvilket betyder, man skiftes til at prædike, og det er ikke uden problemer, at man ikke har en 'leder'. 

- Bed for familien Valero og tak for deres gæstfrihed og åbenhed. Det er dejligt at møde mennesker fra en anden kultur, der brænder for Jesus og for at gøre hans arbejde.

Tur til kysten DEL 1

De sidste dage har vi tilbragt i Mejía på lejrpladsen ved kysten, hvor vi deltog i nytårslejren for unge. Det var en interessant oplevelse, der bød på masser af nye venskaber og skønne øjeblikke, og selvom et billede siger mere end 1000 ord, er det svært for jer, kjære læsere, at få et indtryk af vores oplevelser, men vi prøver alligevel!

Nedenunder ses 5 smukke unge mennesker (vi har lært at fedte for nordmænd, for de er millionærer hele bundtet), som kom hele vejen fra det store, kolde Norge, for at hænge ud med os (sådan cirka... de skulle også se en masse andre ting.)

Hula-kransene skyldes aftenens Hawaii-tema.

Vi tilbragte ganske lang tid på stranden, hvor vi badede, spillede fodbold, slappede af, skrev seje ting i sandet som "Jensen" og flashede kridhvide ben. Her vil Karina protestere, da hun mener, hun har fået rigtig meget farve og næsten kan forveksles med en peruaner.

Strandfodbold med den peruanske gentleman-regel:
Kun piger må score.

Hvis det er gået nogens næse forbi, ELSKER peruanerne at lege...

Der var dog også plads til seriøsitet og nogle gode bibeltimer, og vi fik også sunget en hel masse! Alt i alt var det godt arrangeret og en dejlig oplevelse.

Vi ved ikke helt, hvad de laver. En dans af en art...

Næææh.... en smuk strand!

Tydeligt bevis på, at danskere er mere fotogene end nordmænd...

Vi har ikke tal på alle de billeder, vi har stillet op til!

Hov... der var en sæl!

Og med denne hæsblæsende slutning stopper vi DEL 1... I morgen tager vi til bjergene, så I må vente lidt på DEL 2. Men vi kan afsløre, at vores hovedpersoner kommer ud for store problemer, da vandbeholdningen slipper op, og da den grusomme sandhed går op for os: at der ikke er toiletpapir, og vi kun har 1 rulle med.