Svømme, svømme i min svømmepøl...

Den norske skoles svar på lejrskole er 5 dage ved missionens feriested ved kysten, og dette blev afviklet i denne uge. Rundt regnet 14 børn og 12 voksne tog af sted, og vi havde en rigtig dejlig tur!! Vi har masser billeder fra turen af de dejlige unger, men vi ved ikke lige, hvor glade deres forældre er for billeder af deres børn på internettet, så det bliver kun til nogle få stykker - hvor børnene er lidt på afstand :)

Timerne i poolen var dagens højdepunkt!

Karina var i dagens anledning udnævnt som 3-dobbelt OL-vinder og måtte vise børnene et trick eller to, da formålet med turen var, at børnene skulle lære at svømme og blive helt dus med vandet. Men vi lavede også andet end at svømme, og der var rigtig gang i de udendørs aktiviteter.

Der jubles over sejr i vikingespil.

Fint landskab.

Drengene vågnede tidligt og gik derfor på jagt på markerne efter majs, de kunne skrælle, pille og lave pop corn af. Så det var ikke dårligt (der er desværre intet billede)

Vi fik skam også spillet UNO.

Dette er en meget mystisk edderkop. Den er grøn med røde pletter...

Fin solnedgang med udsigt til Stillehavets bølger...

Svømmeuge-selfie med vores yndlings-nordmand (fedte, fedte, fedte...)

Selvfølgelig skulle vi også bade i havet - og oh, hvilket hav. Vi kom frem til en slags lagune med klipper på begge sider (et kort øjeblik troede vi, vi var på Bornholm, men så så vi på de brune peruanere, der boltrede sig i vandet, og de var IKKE turister)

Der var endda strandet en hval (altså, den til højre, jo!!)

Karina med sin yndlingspalme.
Nordmand i baggrunden. 

Undertegnede havde stor succes som spøgelseshistorie-fortæller ved bålet om aftenen, når de mindste var lagt i seng, og det var en fryd at se drengenes meget opslugte (og lidt skræmte) ansigter. De lovede mig højt og helligt, at hvis jeg engang udgav en bog, ville de være først i køen til at købe den. Så nu får vi se!

Pandekager skal der til. MANGE af dem.

Udover svømning, badning og spøgelseshistorier, spiste vi en masse god mad, læste utallige norske dameblade, der lå i huset, legede med børnene, var på løb og hyggede os, både store og små. Så det var en vellykket tur!

Men hjemkomsten var knapt så vellykket, da der har været vandskade i lejligheden, så gulvet... er ikke et gulv mere, og vi går forsigtigt på de løstliggende bræder og leger "jorden er giftig." I må gerne bede for, at det hele må ordne sig, og at der må være en slags forsikring, der dækker udgifterne.

Tilbage til hverdagen

Så er det spændende strand-liv med litervis af solcreme, masser af nye venner og manglende nattesøvn ovre, og vi er faldet så småt ind i hverdagsrytmen igen.

Det umulige er sket, og der har været regn i Arequipa! Altså ikke det, der kan måle sig med et godt gammeldaws dansk skybrud, men alligevel nok til, at ungdomsmødet blev "aflyst på grund af vejret." Der fik vi os et godt grin, for hvis man skulle gøre tilsvarende i DK, ville antallet af LMU-møder svare til antallet af peruanere, der kan lide lakrids. Hvilket bringer os til nedenstående billede... En af de unge fra kirken, Marco, har en dansk kæreste og har været på sit første besøg i Danmark. Det resulterede i, at han kom hjem med en masse dansk slik og delte ud af det i ungdomsklubben. Ca. 65 % var dog lakrids, så vi havde det vældig fornøjeligt med at se staklerne lide ved den første bid lakridspibe. Guldkaramellerne var de vilde med, men lakridserne lå pænt tilbage på fadet. Og vi fik resten med hjem, så det var jo en succes!

Et minus ved vejret for tiden er, at strømmen går hele tiden. Arequipa er ikke skabt til at klare vandmasser (også selvom det er få millimeter), og har det regnet bare en ganske lille smule, kan vi med garanti vide, strømmen vil gå på et eller andet tidspunkt. En lørdag aften efter et ungdomsmøde, der var tidligt færdigt, fik vi lejligheden fuld af vores peruanske venner, der var friske på en UNO-turnering. Vi havde bare ikke tænkt på, at lejligheden var uden strøm, så for det første måtte vi tage TRAPPERNE op til 7. etage, hvilket var lig med et marathon for peruanerne, der ikke er vant til at gå - og for det andet, måtte vi finde stearinlysene frem for at kunne se hinanden. Strømmen kom dog heldigvis meget hurtigt igen, men vi er efterhånden vant til, at elektricitet ikke er en selvfølge.

UNO i stearinlysenes skær. Er man heldig, kan man snyde lidt
og smide et grønt kort, selvom farven er blå. *Fnis*

Vejret betyder sne på bjergtoppene! Men det er stadig sommervejr,
når det ikke regner!

Og nu kan vi så kalde os peruanske statsborgere! Nå nej, men vi har fået permanent opholdstilladelse indtil vi smutter herfra igen. Dette skete i onsdags, hvor vi igen tog turen til Lima og tilbragte tid i diverse køer på migrationen. Men vi tog derfra med vores lille, regnbuefarvede kort, der fortæller, vi har ret til at være her, og det skulle fejres!

En glad Karina jubler over endelig at have fået opholdstilladelse.

En glad Ester glæder sig til 4 timers shopping efter maden,

Der er en grund til, at "Chilis" er en af vores yndlings-restauranter!

I næste uge tager vi med skolen til kysten på "svømmeuge", hvor Karina skal lære alle sine professionelle færdigheder fra sig i poolen, og Ester skal sidde med en bog i en klapstol og kigge på ;) 

Bedeemner:

- Tak, fordi turen til Lima gik godt, og vi nu endelig har fået opholdstilladelse, sådan for alvor.

- Bed om, at vi må få en hyggelig uge med elever og lærere i næste uge, og at der ikke må ske ulykker, hverken i vandet eller på turen dertil.

- Vores maver har det ikke heeelt vildt godt efter nogle uger på lejr, så bed om, at vi må komme 100% ovenpå igen.

Hvad der videre hændte i Mejía

Nu var vi jo på stranden i ganske lang tid, så der skete masser af ting og sager!! De ting og sager vil vi nu indvie jer i. Efter børnelejren tog vi på lejr med vores kirke (en slags samfundslejr), og vi opdagede hurtigt forskellene mellem en kirkelejr i Peru og en tilsvarende i Danmark. Alle vi unge skulle stå for alt, og vi fik hver en gruppe personer, vi var ansvarlig for. Det var lidt specielt at have en gruppe på 4 kvinder, som skulle komme til mig, hvis de havde spørgsmål, og vi skulle gå "i samlet flok ned til stranden." 

Vi satte os sammen for at finde på nogle aktiviteter, men opfindsomheden var svær at få øje på, så til sidst foreslog jeg (for SJOV, vel at mærke!!), at vi kunne gemme en skat på stranden og få hele menigheden til at lede efter den. Men præsten var straks med på ideen, og vi var helt mundlamme, mens han fandt materialerne frem. Af det lærte vi, at det, der ville være en joke i DK, ikke nødvendigvis er en joke i Peru - og omvendt! Men skatten blev fundet frem fra gemmerne - og hold nu på hat og briller - det var en is i en te-æske. Vi spurgte forsigtigt, om det ikke var risikabelt at gemme en IS i 100 grader varmt sand (ja, det var næsten på kogepunktet!!), men det mente de andre åbenbart ikke. 

Og tro det eller ej - aktiviteten virkede til at være en succes!

SKATTEN!

Præmien holdes i vejret.

Der er hygge på stranden.

Efter lejren tog vi sammen med de unge ind til Mejía, hvor vi spiste på en lokal "pollo a la brasa" (grillkyllinge-restaurant) og fik rundvisning i byen.

Så begyndte den 3. lejr!! Nemlig lejren for juniorer/teenagere. Jeg var igen gruppeleder og havde både en nordmand og en svensker i min gruppe, hvilket gjorde os til et ganske internationalt hold - derfor skulle vores holdnavn selvfølgelig lyde således, og vores banner skulle illustrere det ved at indeholde det norske, danske, svenske og peruanske flag. Det gik fint, og alle var glade og fornøjede, indtil svenskeren påpegede, at egentlig var farverne i det svenske flag jo omvendte. Jeg havde bare sat børnene i gang med at arbejde og havde ikke skænket det en tanke, at geografi (eller hvilket fag, man nu lærer om flag i) ikke er min stærke side. Heldigvis ved peruanerne ikke, hvordan Sveriges flag ser ud... 

En af lejrens aktiviteter var at gå ud i naturen og undersøge Guds skaberværk med en lup. Alle skulle finde én ting, som de bagefter skulle forklare gruppen, hvorfor de havde fundet. Børnene gik virkelig op i det, og vi måtte flere gange løbe efter dem og prøve at forklare dem, at godt nok er en ko også en del af Guds skaberværk, men den ville være lidt svær at fragte til lejren. 

Min gruppe: Abigail, Fiorella, Miriam, Andrea og Cornelia.

Imens alt dette skete, og mens vi alle løb ivrige og rødkindede rundt i græs og komøg, var Karina blevet overtalt (hvilket sikkert ikke var svært) til at lave kage til sin nye bedste veninde, Danitza, der bor på lejrpladsen med sin familie. Så de forsvandt ind i huset. Tak for invitationen!

Det var jo nostalgi for alle pengene!! Fik lige vist de piger,
hvordan man sjipper ;)

Hygge på sovesalen. De peruanske piger prøver at lære
lidt svensk af Cornelia.

Ingen lejr uden "lege med vand."

Nu er vi så tilbage i Arequipa igen efter 3 vellykkede lejre. Det var trist at sige farvel til familien på kysten, som vi har boet hos, men vores kroppe er vist helt tilfredse med ikke at være ude i solen 24/7. Her i byen har regnen pludselig besluttet sig for at gøre sit indtog, og det har også tordnet og lynet til den store guldmedalje. Ulempen er bare, at det betyder, at strømmen er cirka lige så stabil som en lama på stylter, og vinduerne er IKKE vandtætte... Men vi klarer os fint.

Lidt takke/bedeemner:
- TAK for lejrene, der har været en stor succes, og tak fordi Gud har passet på os og deltagerne.
- BED for alle deltagerne; at børnene må få lyst til at komme igen næste år og høre mere om Gud.
- BED for Arequipas præster. Alle evangeliske kirkers præster skal nu lønnes af menighederne selv, og det bliver hårdt, da mange af dem, der kommer i kirken, er fattige.