Glædelig jul til folket

Bedre sent end aldrig, ikke? :) Tiden er bare gået virkelig hurtigt, og nu er det jo snart 2015 (bare rolig, der er ikke en nytårstale på vej, den må dronningen sørge for).

Vi lar bare en liten hilsen gå ut til familien Voster, da vi har blitt fortalt, at flere av Miriams familiemedlemmer er ivrige lesere av bloggen. De er nu ikke så ille, nordmennene :) Gledelig jul og godt nyttår til dere! (Spor af google translate kan forekomme)

Men lad os nu blive i det norske, for vi var så heldige at holde jul med Miriams familie, som viste sig at være rigtig hyggelige. Vi håber ikke, de har noget imod at få et lille familiebillede på bloggen.

Juleaften startede dog lidt d. 20., da vi holdt jul med ungdomsklubben. Det var en interessant oplevelse, hvor vi gik rundt om juletræet, mens vi sang "Feliz Navidad", spiste æbleskiver og paneton, uddelte julegaver og hyggede os rigtig meget sammen.

Dagens høst. Den kan endda sige "mæææh!"

Og på selve d. 24. mødtes vi først til julegudstjeneste med alle missionærerne, og derefter var der risengrød til den store guldmedalje. Vi skulle selvfølgelig også gå rundt om juletræet, men vi var 60 mennesker, så træet blev hevet ud på fodboldbanen, hvorefter vi dannede 2 store rundkredse. Den havde vist ikke gået i Danmark (i hvert fald ikke uden at ende med en ordentlig gang forkølelse og klaprende tænder.)

Vores julemiddag blev serveret på restaurant "Rustica", og det smagte ganske godt (men mors mad er nu altså bare bedre.)

Hvis man bare lukker øjnene og bruger sin fantasi, kan det godt
minde en lille smule om kalkun eller flæskesteg...

Tiden gik med at lave lidt ekstra pynt til træet.

Ser det ikke hyggeligt ud?

Vi holdt juleaften i vores lejlighed, hvor vi sammen med Miriam og hendes familie legede lege, åbnede pakker, sang julesange og spiste en masse julegodter :)

Hils på mit søde marsvin, julegave fra Karina.
(Altså, den er ikke levende...)

Bordet flyder med gaver, indpakningspapir og andre spændende sager.

Kl. 00:00 vågnede Arequipa pludselig op til dåd, og der var fyrværkeri über alles! Vi havde godt udsyn fra 7. sal, og man skulle jo tro, det var nytårsaften, men næh nej! De fejrede bare Jesu fødsel med fyrværkeri.

I morgen drager vi så på kysten, hvor vi skal tilbringe (plus/minus) den næste måned! Dvs. at I ikke kommer til at høre meget fra os, før vi kommer hjem. Vi skal være med på diverse lejre og hænge ud med den familie, der bor på lejrstedet, så det glæder vi os altså til!! :)

Men I må have et godt nytår! Lad nu være med at gøre noget, vi ville have gjort, ikke??? ;)

Den længe ventede DEL 2

Ventetiden er nu omme (det var et hårdt døgn, hva'?), og vi er klar med DEL 2. Onsdag begav vi os ud i den store, farlige ørken, hvor gribbene kredsede over os og de mange skeletter af turister, der gav op. Ej, bare rolig, så slemt var det ikke. Vi blev anbragt i en ørken-bil sammen med en familie fra Lima, og så gik det over stok og sten. Vi havde troet, det ville være noget á la en fin, hyggelig tur med sightseeing og guide (dum tanke, for hvad er der at se andet end SAND?) Men i stedet fik vi den vildeste rutsjebanetur op og ned ad klitterne (se selv video længere nede).

God udsigt. Hvis man er til SAND ;)

Karina poserer sammen med SAND.

Os og SAND.

Pludselig stoppede ham, der kørte bilen. Vi troede, der var noget galt med motoren og var så småt ved at indse, at vi skulle ende vores dage midt i Perus ørken, men så proklamerede han, at det var nu, vi skulle stå på sandboard. Men vi var ved en meget høj klit og så mistroisk på ham - var det her seriøst? Svaret er ja. På billedet nedenunder kan man ikke se, hvor højt oppe vi var, fordi alt har samme farve, men der var altså langt ned!

Det kribler i maven.

Vi var dog sejere, end man lige skulle tro, og vi er helt sikkert berettiget til et surfercertifikat nu. Kom ikke og sig, vi er for tøsede til ekstremsport!

Karina efter en vellykket tur.

Som alle ørkener var der også en oase (og nej - det er ikke et fata morgana!!)

Så er det nu, DU kan komme med på tur i ørkenen. Bare tryk på videoen, læn dig tilbage, og mærk den lune brise (og de mange millioner sandkorn, der planter sig i dine øjne, fordi du har glemt dine solbriller.) 

Så er det tid til at slappe af ved oasen, der går under navnet "La Huacachina."

Lækker, hva'? (Altså søen, selvfølgelig...)

Karina fandt en kat på sin egen størrelse.

Efter turen spiste vi på en restaurant med smuk udsigt over oasen. Denne kylling er marineret i sirup fra Huaranga-træet, som er et meget sjældent, fredet træ, der ikke vokser mange steder - men i Ica. Ja, ja, jeg følte mig godt nok kulturel, da jeg konsumerede denne ret.

I Ica er der en masse søde, små taxaer, som egentlig bare er en motorcykel med vogn på, så det skulle vi prøve. Det gav sus i håret!

Så alt i alt var det en vellykket tur, og vi slap med alle lemmer i behold! (Hvem skulle have troet det??)

På eventyr i Ica (Del 1)

Så er vi kommet godt hjem fra vores mini-ferie til byen Ica, der ligger et sted i Peru (sådan cirka 12 timers bustur væk.) Nu har jeg jo lige afsløret, at vi tog bussen, og det var en oplevelse i sig selv. For 12 timer er faktisk ret lang tid.

Busturen i stikord:

19:30: Hov, skulle vi ikke køre nu? Nåh, vent, vi er i Peru :)
20:00: Så ruller vi. Lækre sæder. Fedt, de var så billige.
20:10: Aha, sæderne var billige, fordi vi sidder lige ved siden af toilettet...
20:15: Hvorfor er der så mange, der skal på toilettet et KVARTER efter afgang?
20:45: Så er der mad! Ikke dårligt.
21:30: Ih, en film! Med engelske undertekster. En skam, man ikke kan se dem herfra.
22:00: Var det ikke meningen, den der køresygepille skulle virke?
22:30: Karina sover trygt. Det gør Ester ikke.
23:00 Eneste person i hele bussen, der ser filmen, er ham ved siden af, og han griner hele tiden.
23:30-3:00: Karina sover stadig trygt. Vi kører vist i bjergene, for bussen foretager nogle yderst skarpe sving, og afgrunden er uhyggeligt tæt på. Nåh, ja, man kan vel få tiden til at gå med at skrive testamente.
3:00-5:00: Fedt! Jeg har fået 2 timers søvn. Karina sover stadig trygt, det heldige asen.
5:00: Solen står langsomt op. Hvor er vi henne?
6:00: Er det her en by?
7:00: Så hopper vi af. Bagagen nåede frem - hvor heldig kan man være?

Da vi nåede til Ica, hang vi lidt ud i byen og især i parkerne, hvor en is ikke var af vejen. Mens vi vandrede lidt på må og få, blev vi stoppet af 3 forskellige personer, der advarede os om, at hvis vi fortsatte med at gå på den vej, vi var på, ville vi blive røvet! Da en af dem var en politimand, besluttede vi os for at stole på, at de talte sandt - og vendte om! Karina har også læst at Ica er den næstmest kriminelle by i Peru.

Godt at sidde ned.

Med springvand og hele molevitten.

Minsandten om vi ikke sidder ned igen.

Vi fik en ny ven i form af en gammel dame, der gerne ville have en lille snak, så vi fik alt muligt at vide om byen og dens turistattraktioner. Hun udtalte også flere gange, at det var sådan en skam, hun ikke havde nogle ugifte sønner, men vi syntes nu, det var okay, at vi ikke pludselig blev rodet ind i et ægteskab.

Fine kirker var der også.

Endelig nåede vi ud på hotellet, der lå meget afsides og idyllisk. Vi var faktisk de eneste gæster, så der var god service, og vi nød en bog ved poolen.

Hvis nogen kender navnet på den frugt, så sig til.

Vi gik en lille tur i området og følte os som nogle ægte eventyrere/opdagelsesrejsende, og vi fandt en masse spændende frugter. Vi prøvede forgæves at tage et billede af en meget speciel lille fugl, der var helt knaldrød (altså MEGET rød), men den var lidt for hurtig. Vi vendte hjem, da myggene blev lidt for aggressive og turen blev lidt for spændende for de to opdagelsesrejsende.

De kunne også servere god mad!

Stedet var pyntet vildt meget op til jul!

Det var jo ligesom en bondegårdsferie!
Karina får sig en ny lama-ven. 

Som overskriften lyder, er dette DEL 1. Hvilket vil sige, der kommer en DEL 2.

I DEL 2 befinder vi os pludselig midt ude i ørkenen, hvor vi KUN kan se sand. Og der er intet vand. Vil vi klare os? Vil vi finde hjem igen? Hvorfor er der et sandboard under os? Følg med i næste afsnit!!

Fødselsdag i stor stil

Den sidste weekend stod i fødselsdagens tegn. D. 6. december fejrede vi fødselsdag i ungdomsklubben for alle dem, der havde fødselsdag i dette halvår - og det blev fejret med pomp og pragt i form af et "sammenskudsgilde", der indbragte chips, kiks, vafler, kage osv. Der var også utroligt mange lege, hvor vi som sædvanligt gjorde os selv mere eller mindre til grin... Men det var rigtig sjovt, og vi havde også en mere seriøs afdeling med andagt og en tid til at dele hilsner med hinanden, hvor hver især skulle sige, hvad man ønskede for de andre i det kommende år. En ret smuk måde at fejre fødselsdag på!

Efter "fødselsdagsfesten" tog vi direkte videre til en anden fest - en større en af slagsen! I Peru er 15 års fødselsdag en kæmpe begivenhed for piger, på størrelse med konfirmation. Her kaldes det en quinceañera, og dagens fødselsdagsbarn hed Elizabeth. Vi tog af sted uden at ane, hvad vi skulle forvente, og var meget taknemmelige for at to af vores venner fra kirken, Paola og Joel, også tog med. Ellers havde vi helt sikkert gjort et eller andet pinligt, og vi måtte også prikke til dem flere gange for at spørge "skal vi rejse os op nu?" eller "hvornår skal vi drikke det her?"

Nå men hvordan foregår sådan en fest?? Fødselsdagsbarnet ankommer til diva-tider, når alle andre er kommet. Hun kommer iført en drøm af en marengskjole og skal gå ned ad en masse trapper, mens alle kigger på. Så hilser hun på nogle udvalgte drenge og piger, der står på hver sin side af trappen 

Klar til fest!
Vi var nogle af de første gæster, selvom vi kom 1 time for sent...

Øøøh! Er vi til bryllup?

Derefter præsenteres man for familien, og hun danser en dans med sin far (i dette tilfælde borren) og fadder, mens vi andre klapper i takt. Igen får man associationer til et bryllup (brudevals). Så kommer en sjov tradition, hvor hun skal skifte sko. Hun får selvfølgelig hjælp fra faren/broren, og det hele er meget formelt og ligner en scene fra Askepot. Derefter skal hendes 15 bedste veninder drikke en lille drink, hvor der i den ene er en lille ring. Det bringer åbenbart held og lykke eller noget (ligesom når bruden kaster brudebuketten til et bryllup.) Pludselig var vi udnævnt til at være med i de 15 bedste veninder og stod på rad og række, som om vi var med til snørespisning på en børnelejr.

Humøret er højt!

Fødselsdagsbarnets fætter og søster så vældig fine ud!

Her sidder bruden, nå, nej... fødselaren...

Der skiftes sko!

Og så var det dansetid!! Øjeblikket, vi havde set frem til. *Host host*. Undskyldningen "jamen, jeg kan altså ikke danse" holdt ikke tre sekunder, da undertegnede blev budt op til dans og tilbragte nogle akavede minutter over for en meget rytmisk anlagt fyr, mens Karina dokumenterede det store øjeblik ved at tage billeder. Det skal dog siges, at "dans" kan være at gå lidt på stedet eller bare flytte fødderne lidt, så det ligner, du laver noget!

Og dans er en meget stor del af alt hernede. Joel og Paola viste os nogle basale trin, som vi ivrigt forsøgte at lære, for ikke at skille os alt for meget ud, og vi blandede dem lidt med alt godt fra Danmark/Norge. Alligevel klagede fødselarens mor over, at hun næsten ikke havde set os på dansegulvet, hvor også hun og de ældre medlemmer af familien gav den gas. Må vi være fri!! Men det var en stor oplevelse at være til sådan en fin fødselsdag, der mest af alt mindede om et bryllup - bare uden brudgom!

Lige et billede af Karinas fine adventskrans!

Og så til den sidste fødselsdag for denne gang. MIN! Hehehe... Vores hushjælp og hendes døtre kom med fødselsdagssang og kage tidligt om morgenen, hvilket virkelig var fornemt! Og Karina sørgede for underholdning i form af en skattejagt i hele lejligheden :)

Ingen fødselsdag uden kagemand.

20 lys!

Lidt senere kom 3 fra ungdomsklubben på besøg, og vi fik gang i den store UNO- og Ligretto-turnering. Det var en super hyggelig dag, og jeg kan vist godt sige, jeg blev fejret i bedste stil!

Juleværksteder på skolen

Børnene på skolen skal da mærke, det er jul, så i onsdags blev skolen forvandlet til juleværksteder, hvor man kunne flette stjerner, lave hjerter af filt og bage peberkager til afslutningsfesten d. 15. december, hvor forældrene kommer.

Filip, Malin og Olaf er i fuld gang!

Det er lidt svært at flette stjerner, men Karina er en dygtig læremester.

Også Frederik og Miriam er koncentrerede!

...og Tobias vil så gerne have endnu en kage!

Guri forklarer, hvordan man skal sy hjerterne sammen,

Og Daniel har vist ikke helt forstået, hvem der er læreren.

Vi har kun 1 uge tilbage af skoleåret, så er der 1 måneds ferie! Det glæder vi os til, og især, fordi vi lige har bestilt hotel i Ica, som ligger 11 timers bustur herfra. Der er en oase, som ligger midt i ørkenen, og man kan sandsurfe ned ad klitterne. Det bliver ret vildt, men på et eller andet tidspunkt skal man jo slippe sin indre ekstremsport-pige ud, ikke??

Som taget ud af Bibelen

Mandag tog vi til Lima for omsider at hente vores opholdstilladelses-kort. Flyveturen forløb til vores store overraskelse uden problemer, og vi kørte hen til migrationsbygningen, hvor en mand skulle hjælpe os med alle formaliteterne. Vi rakte ham stolt vores papirer, som vi havde husket, men hans bekymrede ansigtsudtryk fik os hurtigt ned på jorden igen. For vi manglede et vigtigt dokument (skal dog lige siges, det ikke var vores skyld, vi anede ingenting.)

Han forklarede os, at han aldrig havde stået i sådan en situation før og håbede inderligt, de ville lade os hente opholdstilladelsen alligevel. Eneste chance var at håbe på, at chefen var til at forhandle med og forstod vores sag, og at vi kunne få opholdstilladelsen med hjem og så sende de manglende papirer næste dag. Men pludselig fik vores hjælper den fikse i dag, at det var bedre hvis vi SELV snakkede med chefen uden hans hjælp, for det kunne måske blødgøre chefen (eller... chef-inden i dette tilfælde) at se, vi godt kunne spansk. Han forklarede nøje, hvad vi skulle sige, og bad os forestille os, hvordan Moses havde det i Det Gamle Testamente, da han skulle tale med Farao. Selvom sammenligningen var lidt langt ude, gav den dog mening, og med fornyet mod gik vi ind til Farao. Undskyld, chefen. Vi brugte den gode gamle metode med at smile og virke super overskuds-agtige, men hendes ansigtsudtryk var som en skulende maske, der ikke havde tænkt sig at gengælde nogen former for hilsen.

Jeg afleverede den indstuderede tale, og Karina glippede godt og grundigt med øjenvipperne imens, og med tilbageholdte åndedræt afventede vi reaktionen. Men vi burde jo havde vidst, hvordan det ville gå, der skulle 10 plager til, før Farao var blevet blød nok. Og hende her ville sikkert først have godtaget os efter 20 plager. Med påklistrede smil sagde vi tak for hjælpen, hvorefter hun køligt svarede "så lidt" - og endnu engang er vi glade for, at ingen forstår dansk hernede, så vi kan sige, hvad vi vil... Men nu føler vi ekstra meget med Moses og Aron - og det "sjoveste" i hele historien er, at vores hjælper, som bad os gå i stedet for ham - ja, han hed Israel...

Der er dog ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, så vi fik en 5 timers shoppetur i et af Limas storcentre, før vi tog flyet hjem igen - uden at have opnået noget som helst andet end gratis flymad.

Peruanerne har vist ikke forstået, at gaverne skal UNDER træet.

Juletræ, solbriller og lækker is er et interessant match!

Tirsdag aften var der julefrokost for alle missionærerne på en fin restaurant i byen, som bød på en ganske god kulinarisk oplevelse.

Forret! Eller apetizer, skulle man nok nærmere kalde det.

Restaurantens specialitet er at servere kødet på en varm lavasten, så det kan stege videre. Men da det godt kan sprutte en hel del, får man hagesmæk på. Så der sad vi i vores stiveste puds - og hagesmæk.

Flotte ser de ud!

Bestemt ikke dårligt!

Kød af gris, ko og alpaca.

Hvad angår koncerten i lørdags, var det vist en succes, og peruanerne elskede vores honningkager og spraydåse-sne!!