På eventyr i Ica (Del 1)

Så er vi kommet godt hjem fra vores mini-ferie til byen Ica, der ligger et sted i Peru (sådan cirka 12 timers bustur væk.) Nu har jeg jo lige afsløret, at vi tog bussen, og det var en oplevelse i sig selv. For 12 timer er faktisk ret lang tid.

Busturen i stikord:

19:30: Hov, skulle vi ikke køre nu? Nåh, vent, vi er i Peru :)
20:00: Så ruller vi. Lækre sæder. Fedt, de var så billige.
20:10: Aha, sæderne var billige, fordi vi sidder lige ved siden af toilettet...
20:15: Hvorfor er der så mange, der skal på toilettet et KVARTER efter afgang?
20:45: Så er der mad! Ikke dårligt.
21:30: Ih, en film! Med engelske undertekster. En skam, man ikke kan se dem herfra.
22:00: Var det ikke meningen, den der køresygepille skulle virke?
22:30: Karina sover trygt. Det gør Ester ikke.
23:00 Eneste person i hele bussen, der ser filmen, er ham ved siden af, og han griner hele tiden.
23:30-3:00: Karina sover stadig trygt. Vi kører vist i bjergene, for bussen foretager nogle yderst skarpe sving, og afgrunden er uhyggeligt tæt på. Nåh, ja, man kan vel få tiden til at gå med at skrive testamente.
3:00-5:00: Fedt! Jeg har fået 2 timers søvn. Karina sover stadig trygt, det heldige asen.
5:00: Solen står langsomt op. Hvor er vi henne?
6:00: Er det her en by?
7:00: Så hopper vi af. Bagagen nåede frem - hvor heldig kan man være?

Da vi nåede til Ica, hang vi lidt ud i byen og især i parkerne, hvor en is ikke var af vejen. Mens vi vandrede lidt på må og få, blev vi stoppet af 3 forskellige personer, der advarede os om, at hvis vi fortsatte med at gå på den vej, vi var på, ville vi blive røvet! Da en af dem var en politimand, besluttede vi os for at stole på, at de talte sandt - og vendte om! Karina har også læst at Ica er den næstmest kriminelle by i Peru.

Godt at sidde ned.

Med springvand og hele molevitten.

Minsandten om vi ikke sidder ned igen.

Vi fik en ny ven i form af en gammel dame, der gerne ville have en lille snak, så vi fik alt muligt at vide om byen og dens turistattraktioner. Hun udtalte også flere gange, at det var sådan en skam, hun ikke havde nogle ugifte sønner, men vi syntes nu, det var okay, at vi ikke pludselig blev rodet ind i et ægteskab.

Fine kirker var der også.

Endelig nåede vi ud på hotellet, der lå meget afsides og idyllisk. Vi var faktisk de eneste gæster, så der var god service, og vi nød en bog ved poolen.

Hvis nogen kender navnet på den frugt, så sig til.

Vi gik en lille tur i området og følte os som nogle ægte eventyrere/opdagelsesrejsende, og vi fandt en masse spændende frugter. Vi prøvede forgæves at tage et billede af en meget speciel lille fugl, der var helt knaldrød (altså MEGET rød), men den var lidt for hurtig. Vi vendte hjem, da myggene blev lidt for aggressive og turen blev lidt for spændende for de to opdagelsesrejsende.

De kunne også servere god mad!

Stedet var pyntet vildt meget op til jul!

Det var jo ligesom en bondegårdsferie!
Karina får sig en ny lama-ven. 

Som overskriften lyder, er dette DEL 1. Hvilket vil sige, der kommer en DEL 2.

I DEL 2 befinder vi os pludselig midt ude i ørkenen, hvor vi KUN kan se sand. Og der er intet vand. Vil vi klare os? Vil vi finde hjem igen? Hvorfor er der et sandboard under os? Følg med i næste afsnit!!