Ester og Karina i Peru: Som taget ud af Bibelen

Mandag tog vi til Lima for omsider at hente vores opholdstilladelses-kort. Flyveturen forløb til vores store overraskelse uden problemer, og vi kørte hen til migrationsbygningen, hvor en mand skulle hjælpe os med alle formaliteterne. Vi rakte ham stolt vores papirer, som vi havde husket, men hans bekymrede ansigtsudtryk fik os hurtigt ned på jorden igen. For vi manglede et vigtigt dokument (skal dog lige siges, det ikke var vores skyld, vi anede ingenting.)

Han forklarede os, at han aldrig havde stået i sådan en situation før og håbede inderligt, de ville lade os hente opholdstilladelsen alligevel. Eneste chance var at håbe på, at chefen var til at forhandle med og forstod vores sag, og at vi kunne få opholdstilladelsen med hjem og så sende de manglende papirer næste dag. Men pludselig fik vores hjælper den fikse i dag, at det var bedre hvis vi SELV snakkede med chefen uden hans hjælp, for det kunne måske blødgøre chefen (eller... chef-inden i dette tilfælde) at se, vi godt kunne spansk. Han forklarede nøje, hvad vi skulle sige, og bad os forestille os, hvordan Moses havde det i Det Gamle Testamente, da han skulle tale med Farao. Selvom sammenligningen var lidt langt ude, gav den dog mening, og med fornyet mod gik vi ind til Farao. Undskyld, chefen. Vi brugte den gode gamle metode med at smile og virke super overskuds-agtige, men hendes ansigtsudtryk var som en skulende maske, der ikke havde tænkt sig at gengælde nogen former for hilsen.

Jeg afleverede den indstuderede tale, og Karina glippede godt og grundigt med øjenvipperne imens, og med tilbageholdte åndedræt afventede vi reaktionen. Men vi burde jo havde vidst, hvordan det ville gå, der skulle 10 plager til, før Farao var blevet blød nok. Og hende her ville sikkert først have godtaget os efter 20 plager. Med påklistrede smil sagde vi tak for hjælpen, hvorefter hun køligt svarede "så lidt" - og endnu engang er vi glade for, at ingen forstår dansk hernede, så vi kan sige, hvad vi vil... Men nu føler vi ekstra meget med Moses og Aron - og det "sjoveste" i hele historien er, at vores hjælper, som bad os gå i stedet for ham - ja, han hed Israel...

Der er dog ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, så vi fik en 5 timers shoppetur i et af Limas storcentre, før vi tog flyet hjem igen - uden at have opnået noget som helst andet end gratis flymad.

Peruanerne har vist ikke forstået, at gaverne skal UNDER træet.

Juletræ, solbriller og lækker is er et interessant match!

Tirsdag aften var der julefrokost for alle missionærerne på en fin restaurant i byen, som bød på en ganske god kulinarisk oplevelse.

Forret! Eller apetizer, skulle man nok nærmere kalde det.

Restaurantens specialitet er at servere kødet på en varm lavasten, så det kan stege videre. Men da det godt kan sprutte en hel del, får man hagesmæk på. Så der sad vi i vores stiveste puds - og hagesmæk.