Bare kald mig "Tante Ester"

I torsdags besøgte vi missionærparet Ragnhild og Tore og deres tre børn, Anna Dorthea, David Mikal og Jonas Mateo (det er lige med at holde tungen lige i munden!!), og her fik vi os et lille hæklekursus.

Først skulle vi have dessert, mente Anna Dorthea, og diskede op
med lækkerier fra natbordsskuffen.

Nu er jeg ikke hækle-specialist, men det der ser ikke
helt rigtigt ud... 

Ragnhild var meget tålmodig, selvom undertegnede ikke ligefrem er en værdig kandidat til EM i håndarbejde, men jeg er blevet ret bidt af det, og er ganske stolt over resultatet nedenunder. (At garnet skiftede farve, skyldes, at mit første forsøg gik helt i vasken, så jeg startede forfra og skrottede det lyserøde.)

Jaja... en dag skal der nok blive et flot sjal ud af det ;) Håber jeg...
(Er du ikke stolt af mig, mor????)

Med min nyfundne hobby passer jeg endnu bedre til det billede, nogle af de unge fra ungdomsgruppen har af mig. De mener, jeg går i gammeldags tøj (hvad er der nu galt i pastelfarvede blondekjoler og -nederdele?), og selv går de KUN i cowboybukser, hvilket er moden hernede. Bare fordi man ikke følger den, skal man så grines af... Og kaldes Laura Ingalls, fordi ens tøjstil åbenbart henleder tankerne på Det Lille Hus på Prærien....

I dag har været en rigtig slappe-af-dag, da jeg stod op kl. 6 og først skal noget kl. 13:30. Så der har været god tid til at hækle, spise masser af morgenmad, slette gamle sms'er, se musicalfilm og bare lave ingenting.

Det virker måske ikke som noget særligt, men det er første gang
NOGENSINDE, jeg har taget skrællen af en mandarin i
ét stykke!!! Se, det har jeg også haft tid til.

Og hvordan går det med mit hår? Tja, det falder og falder og falder.
Jeg er begyndt at samle det i en pose for at kunne bevise,
hvor slemt det står til (folk tager mig ikke helt seriøst!)
Vaselinen fungerer som målestoksforhold-et-eller-andet.

Og hvad er det så, der sker i dag kl. 13:30? Jo, intet mindre end vores første optræden med bandet. Vi skal spille til et ungdomsmøde, hvor vi har øvet 3 sange. Jeg synger kun på to af dem og spurgte så, hvad jeg skulle i den 3. sang. Ham, der står for bandet, sagde, at jeg bare kunne stå og danse lidt (og så gav han en lille smagsprøve på, hvordan han havde tænkt sig, det skulle være). Jeg grinede bare og håbede skrækslagent, at det bare var hans spøg, mens jeg mumlede "Jeg er fra Danmark, ikke Peru", og regnede med, at det var nok forklaring.

Men man ved aldrig, hvornår de joker hernede, og deres humor er.... ikke dansk. Det fik vi at mærke i går hele TO GANGE. Første gang fik vi at vide, at alle i bandet skulle fragte deres eget instrument til kirken, og Miriam og jeg grublede over, hvordan vi skulle få bugseret klaveret med. Vi forklarede, at vi muligvis kendte en missionær, der skulle derhen og som havde bil, da de andre grinede og sagde, at det selvfølgelig bare var en joke. OKAY så.... Anden gang sagde de, at vi skulle have en slags dress-code, og vi lagde hjernerne i blød for at finde en passende farve - indtil vi fandt ud af, at dette også bare var en smagsprøve på den peruanske humor.

Så om jeg rent faktisk kommer til at give den gas som danser a la inca-indianer i dag, er endnu uvidst.... Men I skal IKKE regne med nogen film!