onsdag den 10. september 2014

Bedeemne!

Vi ved, at der er rigtig mange, som beder for os, og vi er så taknemmelige for det; vi har kunnet mærke, at Gud har passet på os, og at vi ikke er alene her. Men nu har vi et bedeemne, som er ret alvorligt, og som I meget gerne må tage med i jeres bøn. Det er sådan, at loven ang. opholdstilladelse i Peru har ændret sig, så man som organisation skal have 10.000 medlemmer bag sig for at kunne opholde sig her. Kurt, teamlederen, var i Lima for nogle dage siden og fik dette at vide, og han forklarede det i går på missionærmødet. Dansk/norsk Luthersk Mission har ingen chance for at få 10.000 medlemmer (og det skal vel at mærke ske på 8 dage). Så hvad kan man gøre? Kurt siger, der før har været problemer med opholdstilladelsen, men det har altid ordnet sig med Guds hjælp og via de rigtige kontakter, men denne gang har hende, som før har hjulpet missionen, sagt, at hun ikke kan hjælpe os mere pga. loven.

Altså må vi lægge det over i Guds hænder, for det er kun ham, der kan skabe en udvej her. Alle virker meget afslappede med det, for vi ved jo, at vi er udsendt af Gud, og så vil han finde en måde at få det til at fungere på. Hvor er det fantastisk, at vi ikke behøver at være bange, for vi har Gud ved vores side!

Hvis der ikke er sket noget inden 8 dage, kan vi få 1 måned ekstra ved at betale en bøde, men så er det også direkte hjem til Danmark, hvis man da ikke vil en tur i fængslet. Menneskeligt set, ser det sort ud, men vi ved jo, at der findes en kraft, som er større end mennesker. Bed om, at vi må få lov til at se Guds storhed; at han må gøre det, ingen mennesker kan gøre.

"Thi intet er umuligt for Gud." (Luk. 1,37)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar