Vi keder os i hvert fald ikke

Vi har lavet en masse ting siden sidst, så sæt dig godt tilrette i din ellers så ubehagelige skrivebordsstol, tag en dyb indånding og tving øjnene til ikke at falde i :)

I torsdags var vi så heldige at blive inviteret til børnefødselsdag - med alt, hvad det indebærer, som du nok kan se på billederne. Vi var meget beærede over invitationen da der ikke var andre voksne med (udover pigens forældre) men måske skyldes det ikke vores fysiske, men mentale alder...

Fin bordpynt!

Frederik er glad for sin fine hat.

Fødselsdagsbarnet åbner gaver.

Pizza!! Miriam og Ester fik lov til at sidde ved siden af fødselsdagsbarnet,
mens Karina måtte nøjes med bordenden...

Masser af frugt, is og kage - så bliver det ikke bedre.

Vi skulle også lede efter slikposer!

Gruppefoto med fødselsdagsbarnet, Miriam (12 år)

Ellers nyder vi livet og er glade for at være færdige på sprogskolen. Vi har god tid til at se os omkring i byen (ikke noget, man bliver færdig med foreløbig), shopper lidt, spiser ude, spiser hjemme og hygger!

I går var vi på en "heldagsudflugt" med ungdomsgruppen. Først besøgte vi en af missionærerne, hvor vi grillede og hyggede (Miriam, Karina og jeg kom til tiden - kl. 9:30, mens de andre troppede op 2 timer senere....) Vi legede lidt på legepladsen, for det bliver man aldrig for stor til. Ricardo (ham nedenunder) er et godt eksempel; han er 36 år (vi har droppet at gætte folks alder i ungdomsgruppen, det er UMULIGT! Nogle kunne være vores forældre, andre kunne næsten være vores børn) og mente ikke, vi var for gamle til en vippetur. 

Peruanerne er glade for sport, og vi skulle selvfølgelig have en bordtennisturnering. Ak og ve og skræk. Karina klarede det godt (se video, hvor hun giver en lille, sød dreng tæsk) og kom endda på 4. pladsen ud af 9 (*klapsalver), mens undertegnede... Lad os bare sige, at jeg spiller for at have det sjovt, ikke for at vinde! Hvad jeg ikke vidste, var, at taber man 10-0, skal man udføre en lettere pinlig dans, mens alle andre ser på. Hvad blev der af at kravle under bordet; det er langt mindre ydmygende!?

Bagefter var der volley, hvor Karina igen gav den gas, mens jeg hurtigt blev udråbt som holdets klovn. Peruanerne er overraskende gode til volley, men heldigvis tager de det ikke så tungt, hvis man misser bolden en enkelt gang. (Eller 2, eller 3, eller 41...)

Vi sluttede af med fodbold, hvor jeg overraskede alt og alle (inkl. mig selv) ved at score et mål, og så var alt godt igen. Derefter var det tid til at øve på vores teaterstykke, og vi kan lige sige, at det er langt sværere at stå i baggrunden og holde en rekvisit, end man skulle tro! Vi var færdige kl. 21, så det var en ganske lang dag. Til vores store irritation holdt overboen dog fest til kl. 2:00 med tilhørende samba-rytmer (det blev lidt bedre, da de besluttede sig for at høre soundtracket fra Grease, men stadig med lidt for høj lydstyrke), så søvn er ikke så let at få fat i, når man bor i et boligkompleks med lofter på tykkelse med knækbrød. 

Det var alt for denne gang vi drager i kirke lige om lidt - god søndag alle sammen!!! :D

Enden på sprogskolen + brugerundersøgelse

Så fik jeg endelig fat i tastaturet, og det blev min tur til at lave et blogindlæg!
I dag har vi haft vores sidste dag på sprogskolen. En trist, men hyggelig dag! På sprogskolen har de en tradition, hvor dem som afslutter skal holde en afskedstale. Så det var så vores tur i dag! Jeg vil sige, at det er begrænset, hvor meget man kan skrive ned, når man kun har haft spansk i 4 uger, men det gik dog ganske godt og vi fik en værdig afsked! Det var rigtig hyggeligt og alle samledes i stuen for at tage afsked med os. Esther fra Østrig havde også sin sidste dag i dag, så det blev til tre taler. Nogle af lærerne ville have, at vi skulle synge eller danse lidt på et bord, men vi sagde pænt NEJ tak, men Esther dansede med glæde lige en lille vals med Edgar...(Karinas yndlingslærer...El es muy divertido!)
Her følger lige en lille film med valsen og et billede af min tale:

En lille spansk tale!

Esther, Abi og Ester :)

Det har virkelig været dejligt at være på sprogskole og alle lærerne og de andre elever har bare været så åbenhjertet og venlige. Vi har rigtig følt os velkomne, og det har været en god start på vores volontør ophold i Peru. Nu skal vi bare i gang med at snakke spansk!
Fra næste uge af skal vi i gang med undervisningen i dansk. Det bliver godt at starte på det og komme ind i hverdagen hernede.

Af ren interesse vil vi lige lave en lille brugerundersøgelse her på siden! Vi er meget beæret over, at så mange gider at læse vores blog og følge med i, hvad vi laver hernede. Meeen... vi er lidt nysgerrige over, hvem der følger med! Derfor, og fordi vi godt kan lide kommentarer, ville vi være glade for, hvis I ville skrive en lille kommentar med jeres navn, så vi kan se hvem der læser! Så slipper I også for at høre alt igen, hvis vi snakker med jer, da Ester skriver ALT herinde :) Gracias!

Som tak for at I vil gøre det for os, kommer her lige et sødt lille stemningsbillede af verdens sødeste kat :)

(Tiltrængt) hushjælp

Da vi kom hjem i dag efter at have været på sprogskole og et smut på den norske skole for at have en matematiktime med børnene, var det som at træde ind i en fremmed lejlighed. Vores sko stod pænt på rad og række langs væggen i stedet for at ligne et ophørsudsalg i Deichmann, gulvet var frit for hår, og der duftede dejligt af mad. Vi blev mødt af Amalie, vores hushjælp, som kom for første gang i dag, og vi var spændte på at møde hende. Hun havde gjort hele lejligheden i stand (inkl. lagt tøjet i vores tøjbunker sammen, lukket de bøger, der lå fremme åbne (!) og lavet lækker mad, som var klar, da vi kom.)

Vi vaskede lige op i går, så Amalie ikke fik et nervesammenbrud
ved synet...

Amalie er rigtig sød, og der er ikke risiko for akavet stilhed med hende i nærheden, da hun er meget glad for at snakke. Vi fik hele hendes livshistorie, og hun fortalte åbent og ærligt om familiens meget ustabile og lettere kritiske økonomiske situation. Hun og manden har begge høje uddannelser, men der er ikke arbejde til dem, så han er arbejdsløs, og hun arbejder 1 gang om ugen hos os og har lidt løst arbejde ved siden af. For de penge skal familien så få det til at hænge sammen (de har to piger), og vi kan godt afsløre, at en dagsløn her er mindre end en timeløn i Danmark...

Derfor må I meget gerne bede for Amalie og hendes familie:
- Bed om, at Jose Luís (Amalies mand) må finde et arbejde og om, at han ikke må miste modet helt.
- Bed om, at de må have tid til at komme i kirken (Amalie bliver tit nødt til at arbejde om søndagen, så det kniber).
- Familien står over for økonomiske udfordringer, der kan få dem til at miste modet. Men på trods af dette, gentager Amalie, at hun ikke vil bekymre sig for dagen i morgen, for hun stoler på, at Gud er med dem. Bed om, at familien må blive bevaret i denne tro.


I går var vi til familiemøde med hele missionærflokken, og børnene opførte et skuespil om opvækkelsen af Lazarus. Dejligt at se, at alle aldre kan bidrage med noget. Og det var uden tvivl den sødeste Lazarus, vi nogensinde har set, da lille Mateo på 3 år fik viklet sig ud af et lagen og stod og så forvirret på alle os, der sad og kiggede på.

Jesus og disciplene møder Marta.

Vi har lige fået at vide, at vi hver skal holde en tale på sprogskolen på fredag (som en slags eksamen), når vi er færdig efter 4 ugers undervisning, så vi er i fuld gang med Google Translate (pjat! selvfølgelig laver vi den selv!)

Jordskælv #2

Én ulykke kommer sjældent alene. I går, da vi sad til undervisning på sprogskolen, hørtes pludselig en buldren. Vi tænkte ikke nærmere over det, da der altid er larm i byen, før vores lærere konstaterede, at lyden stammede fra endnu et jordskælv. Folk reagerer meget forskelligt; Karinas lærer hev Karina med sig, og sammen løb de i sikkerhed, mens min lærer sagde: "Egentlig burde vi gå ud på badeværelset, da det er det sikreste sted, meeen... der sker alligevel for det meste ingenting." Det var også et ganske lille jordskælv, men nok til, at man kunne mærke rystelserne og se døre og vinduer klapre. Generelt opfører folk sig ganske normalt, da de er vant til jordskælv, og dem, der kommer til skade, er for det meste dem, der går i panik. Så nu har vi altså prøvet det! Det bliver en anden sag, når vi en dag er hjemme i vores lejlighed på SYVENDE SAL, og der kommer et jordskælv...

I går var vi på shoppetur i byens centrum, og hvor vi før har eftersøgt kjolebutikker, blev vi nu bombarderet med hundredevis af lyserøde candy floss-skørter og gallakjoler, der fik os til at tro, at vi befandt os i et modehus i New York. Priserne vidnede dog om, at vi stadig var os i Peru (hvis der er nogen, der har planer om at gifte sig snart, kan vi godt fikse en billig brudekjoler, de koster fra 500 dkr. og op og er virkelig flotte! Og pyntede! Og ligner marengs med pailletter på!)

3 etager med kjoler.... og KUN kjoler! 

I morges fik vi en sms fra en af missionærerne, der lige ville meddele os om, at der i dag ikke er noget vand i hele byen. Det er sådan, at der en gang imellem bare bliver lukket for vandet, da byen åbenbart ikke har nok vand til alle indbyggerne. Det skete så i dag, så vi tænkte med gru på en eftermiddag uden drikkevand, bad eller toiletbesøg, men til vores store glæde, gik det ikke ud over os. Vi bor åbenbart et i et boligområde, hvor der er store vandforsyninger, så mens resten af byen tørster, fungerer sprinkleren i vores lille park (og alt andet vand) udmærket. Lidt flabet, alligevel...

Det er lidt af en klimaforandring at komme til Peru, og det er især gået ud over mit (Esters) hår! Jeg taber det hurtigere, end Usain Bolt kan løbe 100 m., og det ligger overalt i lejligheden. Måske har I set mig med hår på hovedet for sidste gang. Karina var ikke sen til at foreslå, vi kunne sælge det på markedet, og hvis det fortsætter sådan her, må vi kunne tjene en formue. Heldigvis er Peru et land med gode helseprodukter, og efter at have talt med forskellige personer (der tog mig mere eller mindre seriøst) har jeg erhvervet mig forskellige midler. Vi fandt dem i en butik, der solgte en masse specielle varer, og vi fik også købt solsikkekerner (så skal der bages rugbrød!!) og kakaopulver (Karinas øjne strålede som solen ved tanken om endelig at kunne bage sin elskede chokoladekage, og vi andre strålede med, for vi har hørt, at den er god.)

Sådan ser ens morgenmåltid ud, når man vil have sit hår tilbage.
Quinua pop, havregryn med kiwicha og brasilianske paranødder.

Jordskælv!!!

Vi beklager, hvis titlen henleder tankerne på drama, kaos og undtagelsestilstand - for det var ikke tilfældet, da Peru i dag blev ramt af et jordskælv. Vi kan læse i nyhederne (endda på Tv2's hjemmeside - nogen af jer har måske læst det og sendt os en ængstelig tanke), at det målte 7,0 på richterskalaen, hvilket er pænt meget! Sådan lyder det fra Tv2:

"Et voldsomt jordskælv har søndag rystet Peru, oplyser USA's Geologiske Tjeneste (USGS)". Det lyder jo rystende...

Men det "sjove" er... at hverken Karina eller jeg mærkede noget som helst! Ikke engang en klirrende tekop eller et blafrende gardin, næh nej! Vi var til bibelstudie i ungdomsgruppen og sad og spiste, da vi hørte nogen snakke om jordskælv, men tænkte, det nok var et jordskælv, de havde oplevet tidligere. Det var først, da vi kom hjem, Miriam spurgte, om vi havde mærket jordskælvet. Da så vi uforstående på hende, og hun så endnu mere uforstående på os. Vi har altså været de eneste, der IKKE mærkede det, og vi havde været så spændte på at opleve det. Om aftenen forsvandt al elektricitet i to minutter, og vi nåede lige at tænke: "Fedt! Nu er fryseren ude af drift, så vi BLIVER NØDT TIL at spise al vores is", men så kom strømmen igen... Og det var så det. 

Vi hyggede os rigtig sammen med de unge og spillede UNO! Bagefter legede vi en leg, hvor man skulle skrive filmtitler ned, hvorefter det andet hold skulle mime og gætte filmtitlen. Jeg (Ester) blev bedt om at skrive en dansk film på, og de mente godt, det kunne fungere, da de mimede bogstaverne (hvis filmen f.eks. var "Titanic", mimede man først noget, der begyndte med T, så med I osv.), men jeg tænkte ikke lige på, at der var "Ø" i "Bølle Bob", som var det mest kreative, jeg kunne komme på. Det var lidt af en udfordring for de stakkels peruanere.

Vi startede med at spille UNO 5 mand,
men til sidst var vi over 15!

Et lille indblik i den famøse film-leg... Mage til skuespillere skal man lede længe efter. 

Første ungdomsmøde

Vi skal nok komme tilbage til overskriften, men først runder vi lige gårsdagens restaurantbesøg med hele missionærflokken. Maden var herlig (og for vores vedkommende gratis (vi ved ikke helt hvorfor, men vi sagde ikke nej!!))

For 52 danske kroner fås denne lækre ret!

Den fotogene flok.

Miriam og Ester. Karina var der også, men hun truede med alverdens ulykker,
hvis jeg lagde billedet på bloggen, hvor hun var med, så jeg måtte skære hende fra.
Årsag: Hun havde spist lidt for meget chili og ansigtsfarven passede dertil.

I dag var vi så til ungdomsmøde. Vi blev kastet hovedkuls ind i en teaterforestilling, de er ved at øve på (heldigvis er vores roller minimale, vi skal bare hver holde en rekvisit i baggrunden) Alderen på de "unge" lå mellem 8-35 år, men det gjorde egentlig ikke noget, for alle virkede til at have det sjovt og kunne fungere sammen. Vi blev modtaget super godt, og hende, der står for det, var på nippet til at græde af glæde, da hun fik at vide, vi skulle blive der i et år - hun har nemlig rigtig meget at se til og står for stort set alt.

Vi har nogle korte klip fra øvningen - der er garanti for nogle gode grin.

(Læg mærke til Miriam til højre - det var nogenlunde det, vores roller gik ud på...)

At købe ind i Peru... (Mission Impossible)

Så har vi haft vores anden skoletime på den norske skole - gymnastik. Taget i betragtning, at der kun var tilfælde af gråd 4 gange og episoder med skænderier omkring 3 gange, gik det egentlig ganske godt! Og det er lidt af en udfordring at irettesætte børnene, når de bare svarer med et "jeg forstår dig ikke." Så måske burde vi bare begynde at lære norsk, hvilket næsten er uundgåeligt med al den omgang med nordmænd. Vi er også begyndt at låne norske bøger, da skolen har et udmærket bibliotek med flere gode bøger, der ikke er oversat til dansk.

Vi var ude at handle i går, og det bliver vi simpelt hen nødt til at fortælle jer om - så garanterer vi, at I fra nu af vil være taknemmelige for Danmarks effektive ekspedienter. For det første er det ikke specielt let at finde en kasse at betale ved. Der er nemlig en kasse til "maks 5 varer", kasser til folk med specielle behov (gravide, handikappede, børnefamilier, gamle osv.), og så er der endelig de normale kasser. Vi stod i kø i uendeligt lang tid og havde næsten købt et eksemplar af alle de spændende ting, der springer én i øjnene, når man venter ved kassen, da manden foran os spildte en bøtte med en slags dressing på rullebåndet. Dét magtede vi ikke at vente på, så vi skiftede kø, hvorefter vi stod i hundrede år, fordi kassedamen ikke kendte til ordet "effektivitet." Det er altså ikke løgn, når vi siger, at hun tog 10-15 minutter om at bippe alle vores ting og pakke dem i poser (for det gør man i Peru!!) Desuden fandt vi bagefter ud af, at hun havde scannet mange af varerne forkert ind, bl.a. kostede Karinas tandpasta pludselig det dobbelte, og vi betalte 40 dkr. for et glas pesto til 11 dkr. Øv! Det skal dog siges, at der er god service på andre punkter, f.eks. kan man få en ekspedient til at hjælpe sig med at handle ind, og der står folk klar, når man kommer ud, som får fat i en taxa og hjælper med varerne.

Men vi fik købt ind, og det var hovedsagen!

Og jer, der tror, vi stadig er helt hjælpeløse i et køkken; her kommer lige lidt billeder af mad, vi altså selv har lavet! Tro det eller ej. Karina har også bagt en lækker kanelkage i dag, så vi er ved at få styr på det.

Læææækker mad :)

Ellers har vi det stadig godt. Karina har fundet en lille killing i det område, hvor skolen er, så hun er rigtig i sit es! Og i aften skal vi spise på restaurant sammen med alle missionærerne, så det bliver festligt.

Første rigtige skoletime

I dag har vi haft en times musik med børnene på skolen. Om det var en succes, må I nok spørge børnene om (men ikke Tobias, for han vil nok sige, at det var "helt forfærdeligt", hvilket vi fik at vide i bilen) Det er nogle søde børn, men de er ekstremt livlige, og pludselig er vores medlidenhed med folkeskolelærere, der har 25 børn i én klasse, steget, efter at vi havde svært ved at styre 7 styk! 

Hygge i bussen. Vi var så heldige at få hele bagsædet.
(Hende til højre er vores ven fra sprogskolen.)

Og så har vi fået nye venner. Eller... Vi har mødt nogle mennesker. I går var vi på vej til missionærmøde, da en dame stoppede os uden for vores bygning. Hun sagde "hej, hvor skal I hen?" uden at kende os, og da vi sagde vi var en slags missionærer, ville hun vide for hvilken religion (for vi ligner jo også muslimer eller hinduister), og så sagde hun, at vi endelig skulle komme på besøg, for hun boede alene. Så vi vil glæde os til at møde hende igen. Peruanerne er meget gæstfrie, og vi har efterhånden udvekslet utallige kindkys, en del præsentationer og nogle få telefonnumre. Når vi møder folk på gaden, kan de godt finde på at hilse, hvis de ikke har travlt, og generelt er der mange ting, der går igen i peruanernes adfærd og også udseende. De er ret ens, og der er ikke mange der skiller sig ud, men vi mødte dog en på vej fra sprogskole uden for en frisørsalon. Han var, om nogen, Perus svar på Ole Henriksen med slikhår og lidt for moderigtig skjorte. Vi måtte  finde al selvkontrollen frem for at holde grinet inde, da han sagde "Hola chicas" med den mest feminine stemme nogensinde. Vi er vant til at se de mandlige peruanere ordne biler og andre køretøjer (her er ufatteligt mange mekanikere, men det giver mening, når man ser på deres kørsel) eller svede løs i bagende sol ved et husbyggeri, men ham her trak gennemsnits-maskuliniteten gevaldigt ned.

Vi har hver en boks til post, så vi venter spændt på, at vi kan tage den i brug :)
Og vi bliver altså aldrig træt af at blive kaldt "señorita" (Srta.), det er så eksotisk!

I dag var vi til afskedsfest (eller... det er jo ikke så festligt at sige farvel) for Israel og Anne-Marie, der vender hjem til Norge efter at have været missionærer her. De virker rigtig søde, så vi er ærgerlige over, at vi ikke har nået at lære dem at kende så godt. Der var taler, sang og mad, og et par peruanere gav den gas på guitar og udefinerbare musikinstrumenter (ville ønske, vi havde en video af det, men kameraet lå trygt og godt i lejligheden.)

Her til slut er lige nogle bedeemner:

- Bed for, at Israel og Anne-Marie må finde noget at lave i Norge, da de endnu ikke har arbejde.

- Bed for de forskellige peruanske menigheder. Vi har mødt flere personer i kirken, som virkelig brænder for deres tro, men det er få, der bærer ansvaret, og det kan være en stor byrde for dem. 

- Bed om, at bibelskolen Setela, hvor flere af de norske/danske missionærer arbejder, må tiltrække nogle unge, der har lyst til at bruge 9 måneder på Gud. Det er nemlig svært for peruanerne at forestille sig en højskole-agtig tilværelse.

En lille opdatering

Hvad har vi så fået de sidste dage til at gå med? Tja... I søndags var vi til gudstjeneste i den menighed, hvor vi skal komme fast. Det var "El día de los niños" (børnenes dag), hvilket vist er en international dag, de bare fejrer ekstra meget her. Der var en del børn til gudstjenesten, og mødelederen fik dem op foran på nogle stole, hvorfra de bedre kunne se (også de lidt ældre "børn" på 14-15 år måtte pænt traske op til børneflokken; der var no mercy) Efter prædikenen fik hvert barn en bibel og en underkop fyldt med slik, småkager og chips, så man må sige, de forstår at fejre! 

Ellers har vi haft vores første time på den norske skole, hvor vi præsenterede os og legede med børnene. Sproget er lidt en udfordring, da dansk og norsk altså IKKE er så ens, som man går og tror, så Miriam måtte fungere som tolk ind imellem. Det er en rigtig dejlig skole med fine faciliteter og en dejlig stor græsplæne. Man kan virkelig komme til at savne græs og frisk luft, når man bor midt i byen, hvor bilos, støv og skrald på gaderne er en del af dagligdagen.

Vi er nu over halvejs på sprogskolen. Her kommer lige et billede af vores søde lærer, Abi, der bare er verdens gladeste menneske og kan grine af den samme joke mindst 7 gange.

Det er hende, der fortalte os om vigtigheden i at have solcreme på, da ozonlaget over Arequipa er ekstremt tyndt! Uv-indexet i Danmark kommer maks. op på 7 i Danmark, mens det her kan snige sig op på de 17. Så solcreme med faktor 50 er et absolut minimum, og det er lovpligtigt for f.eks. politibetjente at bære hat og smøre solcreme på hver 2. time... Det er helt seriøst...! Så jeg begav mig ned til apoteket for at få fat i noget solcreme, og damen behøvede kun at se på mig i 5 sekunder, før hun langede en faktor 90 over disken. Det ER altså ikke til at spøge med.

I morgen står den på sprogskole, og bagefter tager vi en tur på markedet for at udforske de gode sager :)

Afslapning i golfklubben

Vi var så heldige at blive inviteret med i Arequipas golfklub af nogle af de norske missionærer, så vi slog selvfølgelig til! Golfklubben er virkelig flot og imponerende, og der er svømmehal, golfbane (sjovt nok), minigolf, legeplads og meget mere. Et dejligt område med fantastisk service - vi følte os virkelig som rige europæere!

Vi skulle da lige have taget et gruppebillede

Dejlig mad! Som endda blev betalt af Guri og Ola.

Her ses hele selskabet: Karina, Simone, Marta, Kaleb, Tide, Ola, Guri, Miriam (og Ester som fotograf)

I et partytelt, der også tilhørte golfklubben, var de ved at gøre klar til bryllup, og vi sneg os rundt og tog billeder af forberedelserne. Der blev ikke sparet på noget som helst, og der var roser overalt.

Der var plads til ca. 270 gæster!

Så kom brudeparret, og vielsen foregik i et lille telt, der var sat op til lejligheden. Vi så på på afstand; det var rigtig smukt og romantisk! Og alle havde sådan nogle fine kjoler på (dog ikke mændene). Bagefter dansede parret brudevals, og vi tog hjem for at give dem lidt fred og ro, haha :D

Simone og Kaleb er nogle dejlige børn, men da vi bad dem om at se søde ud på billedet, var der noget, de misforstod...

Fest og ballade

D. 15. august er Arequipa-dagen, hvilket vil sige en slags nationaldag for byen. Det betyder, at der igennem hele byen er et kæmpe optog. Mange peruanere sætter sig ud på ruten med en stol (lidt lige som til cykelløb) og sidder så og ser på i nogle af de 8 timer, optoget varer fra den første gruppe ankommer til den sidste. Vi klarede dog ikke 8 timer, men fik mast os frem i gruppen af mennesker og tog en masse billeder/film. Det var virkelig festligt, og som I kan se på billederne nedenunder, var der en god blanding af nyt og gammelt. Normalt er vi vant til at se peruanerne i cowboybukser og langærmede bluser, men de var i dag erstattet af ekstremt korte kjoler, mavebluser, dansekostumer (der var, tro det eller ej, også mandlige dansere iført traditionelle kjoler!!) og tonsvis af makeup.

Overalt stod der folk med små boder og solgte mad i alle former, farver og afskygninger; man kunne købe alt fra kandiserede æbler og friturestegte løgringe til en portion ris med kylling. Det duftede i hvert fald godt! Nationalfølelsen er meget stærk(!), og man får en bøde på 3600 danske kroner, hvis man ikke har flaget oppe på denne dag. Vildt nok...

Her kommer lige en kavalkade af indtryk:

Så  er Miriam ankommet! Hun er rigtig sød, og vi glæder os til at lære hende bedre at kende.
(Og det skriver vi IKKE kun fordi, der er en chance for, at hun læser med på vores blog :D )

Vi blev minsandten også filmet og skulle sige "Feliz día de Arequipa" til kameraet, mens vi smilede og vinkede. Kameramandens tålmodighed blev sat på prøve, da vi ikke kunne finde ud af at sige det i kor og samtidig se ind i kameraet...

Turister for en dag

Velkommen til alle nye læsere (vi kan se, der er blevet sendt en mail rundt i LM Haderslev, så det kunne jo tænke sig, vi har fået et par nye.) Vi vil lige gøre opmærksom på, at vi også har en blog på LM's hjemmeside (her skriver Karina) og en på LMU's hjemmeside (her skriver Ester), men det bliver ikke så ofte som her. Denne blog fungerer mere som en dagbog, hvor vi beskriver vores dagligdag og oplevelser - altså en mere uformel blog for venner, familie og andre interesserede. I er velkomne til at besøge de to andre blogge også, hvor det hovedsageligt vil være trosmæssige temaer og oplevelser, vi tager op.  

Men i dag har vi rigtig hygget os i Arequipas centrum. Vi inviterede en pige fra sprogskolen (Esther fra Østrig) hjem til os, hvor vi først spiste frokost (hun var henrykt over at se rugbrød), og derefter tog vi så til Plaza de Armas.

Her ses Karina og Esther.

Vi fik shoppet igennem på de fantastiske markeder, som man bare ikke kan få nok af. Der er ALT fra lækre sweatre og huer af lama-uld til smykker, punge, tasker, hatte og diverse spiselige specialiteter. Vi fik en smagsprøve på "helado de queso" (oste-is), og den smagte overraskende godt; nok fordi osten ikke var så gennemtrængende. Et lille minus ved markederne er dog, at det er svært at gå og kigge i fred, fordi folk er så ivrige efter at sælge, og man får en smule dårlig samvittighed, når man ikke køber noget, for de har helt sikkert brug for pengene, og priserne er i forvejen helt i bund de fleste steder. En sælger gik dog lige skridtet videre fra nærgående til FOR nærgående, da han syntes, vi var venner nok til at kunne give os et kæmpe smaskkys på kinden. Først nu forstår vi, hvad et kindkys egentligt er!! Og det er væsentligt mere intimt end et godt gammeldaws håndtryk. Han prøvede også at overbevise os om, at det ville klæde os med dreadlocks, men den må han længere ud på landet med.

Esther er glad for at strikke, og hun var helt i sit es, da vi fandt "Mundo alpaca", hvor man kan købe store mængder alpaca-garn til forholdsvis lave priser.

Karina og 2 x Est(h)er.

Nu sidder vi så og får lavet de sidste lektier til i morgen og venter spændt på at møde Miriam, som vi skal bo med, der kommer i morgen aften. 

Missionærmøde

Hver tirsdag samles missionærer og volontører i et af hjemmene og holder møde sammen. Vi var til det i går og er rigtig glade for, at vi har den samling. Mødet starter med, at vi synger nogle sange (på en blanding mellem dansk, norsk, engelsk og spansk), og bagefter er der en andagt. Så er der tid til at dele noget med hinanden, hvilket er en rigtig dejlig mulighed, da vi jo alle føler os lidt fremmede her i Peru (også dem, der har været her i flere år kan have brug for at trække sig lidt tilbage i et selskab, der er lidt mere hjemligt). Nogle gange er der nadver til missionærmødet, og det er også fantastisk at kunne være sammen om. Vi slutter af med at bede sammen, og så er der et traktement af en eller anden art.

Vi er rigtig glade for at være en del af det dansk/norske arbejde hernede, og alle missionærerne er super flinke og har taget godt imod os. Det er jo lidt en ny kultur, vi har bevæget os ind i, men vi begynder at føle os mere og mere integrerede :) (Karina er nu så integreret, at hun har fundet ud af, hvornår man løber over vejen uden at blive kørt ned, mens jeg stadig frygter for mit liv og ofte lades tilbage på den anden side...) Men selvom det er en ny kultur, er der ting, vi helt sikkert vil mangle, når vi kommer tilbage til Danmark. Her er en meget stor åbenhed omkring religiøsitet, f.eks. ses der bibelvers på bagruderne i mange busser, og på huse/biler/taxier kan der stå sætninger som "Jesus er vor konge" eller "Herren er min hyrde." Selvom katolicismen er meget udbredt her, ser vi alligevel mange, små lutheranske kirker. I bussen forleden dag kom der en mand ind, som stod i midtergangen og begyndte at snakke løs. Først angrede han alle sine synder og bad om tilgivelse for dem (mens alle hørte på), og bagefter holdt han en mini-prædiken, der mundede ud i en velsignelse af dem, der ville give ham en lille skilling. Han havde en eller anden sygdom og gik rundt og samlede penge ind - og så steg han af bussen. Det var en lidt speciel oplevelse, men man kan ikke lade være med at tænke, at hvis det havde været i Danmark, ville folk nok have afbrudt ham eller bedt ham smutte.

- Mirjam, som vi skal bo sammen med os, kommer til Arequipa i morgen (efter planen), og I må gerne bede om, at hendes rejse bliver bare en anelse lettere end vores, og at hun kommer godt hertil!
- I må også meget gerne bede for de mange små, lutheranske kirker i byen; at de må kunne overleve, selvom der kommer så få mennesker og katolicismen er så dominerende.

Ugen, der gik + i dag

Vi har oplevet så mange spændende ting, at der er blevet plads til langt fra alle her på bloggen. Derfor får I lige et slags kort resume af de ting, vi har udeladt. 

Karina var så dygtig at få 12 i sidste eksamen (hvilket hun ikke selv troede på, så hun lovede at give en middag, hvis det skete. Jeg kender godt Karina, så jeg slog gladeligt til.) Det resulterede i et besøg på restauranten ca. 300 m. nede ad gaden. Da vi gik ind, var der ingen gæster (peruanere spiser på andre tidspunkter end os), og vi var lidt i tvivl om, hvorvidt, der var åbent. Men vi satte os ved et bord og blev mødt af en snakkesalig kvinde, der forklarede, at HUN var menukortet, og så lirede hun ellers en remse af sig, der indeholdt alt, hun havde at byde på. Hun spurgte, hvilken musik, vi ville høre, og så fik hun sin datter til at agere DJ. (Vi overvejer at få hende til at sætte Birthe Kjær på næste gang.) Kvinden snakkede og snakkede og gjorde det MEGET klart for os, at vi skal holde os langt fra peruanske fyre, der ifølge hende er "naughty boys, der ikke har noget imod at have noget kørende med 7-8 piger ad gangen." Måske hun har haft en dårlig oplevelse? ;)

Vi blev i hvert fald mætte!!
Der kan vi godt finde på at tage hen igen og få endnu en snak med indehaveren
- måske har hun andre gode råd...

Som nævnt i sidste blogindlæg legede vi turister i byens centrum i går, og vi må have skilt os meget ud, for pludselig kom to peruanske piger hen til os med et kamera (eller en tablet af en eller anden art). Vi forventede at blive spurgt om at tage et billede af dem, men næh nej! De ville sandelig have taget et billede sammen med os (uden tvivl fordi vi virkede så eksotiske og celebrity-agtige!) Vi holdt ekstra godt
fat på taskerne i tilfælde af, at de var lumpne lommetyve, men vi fik ikke stjålet noget og vælger at tro, de bare var så fascinerede af os.

I dag fik vi handlet stort ind!! Og her følger nogle billeder (fordi det er det mest interessante, vi har oplevet i dag - ud over at have fortæret hver vores McFlurry "Princesa" til 11 kr., der var som et kæmpe måltid og bestemt kan måle sig med Danmarks variationer.)

Peru er kartoflens land - der findes ca. 3500 arter! Her er tre af dem på tallerknen
(vi tog dem, der så nogenlunde normale ud, men de fås i mange andre former og farver)
Og ja, det er et løg ved siden af. KÆMPE løg (kartoflerne er vel at mærke også ret store!)

Vi lever af meloner! Den forreste frugt er ret sjov og ifølge Karina "minder den lidt om en pære, men smager ikke af pære og har en eftersmag af klor." Jeg synes, den minder om bønnespirer. Google siger, den hedder en "Pæremelon." Opfindsomt.

Til dem, der har droppet overvejelserne om at tage til Peru, fordi de er bange for, at man ikke kan opdrive rugbrød:
"Haha! Forkert! Vi kan skam både få rugbrød, ketchup, æg osv... Så vi klarer os.)
(Men savner stadig lakrids og chokolade)

Æh... bare lidt andre billige fund fra supermarkedet. Passionsfrugtjuice, saltkiks (6 kr!!)
og en pose kikærter (1,5 kr!!)