Vi beklager, hvis titlen henleder tankerne på drama, kaos og undtagelsestilstand - for det var ikke tilfældet, da Peru i dag blev ramt af et jordskælv. Vi kan læse i nyhederne (endda på Tv2's hjemmeside - nogen af jer har måske læst det og sendt os en ængstelig tanke), at det målte 7,0 på richterskalaen, hvilket er pænt meget! Sådan lyder det fra Tv2:
"Et voldsomt jordskælv har søndag rystet Peru, oplyser USA's Geologiske Tjeneste (USGS)". Det lyder jo rystende...
Men det "sjove" er... at hverken Karina eller jeg mærkede noget som helst! Ikke engang en klirrende tekop eller et blafrende gardin, næh nej! Vi var til bibelstudie i ungdomsgruppen og sad og spiste, da vi hørte nogen snakke om jordskælv, men tænkte, det nok var et jordskælv, de havde oplevet tidligere. Det var først, da vi kom hjem, Miriam spurgte, om vi havde mærket jordskælvet. Da så vi uforstående på hende, og hun så endnu mere uforstående på os. Vi har altså været de eneste, der IKKE mærkede det, og vi havde været så spændte på at opleve det. Om aftenen forsvandt al elektricitet i to minutter, og vi nåede lige at tænke: "Fedt! Nu er fryseren ude af drift, så vi BLIVER NØDT TIL at spise al vores is", men så kom strømmen igen... Og det var så det.
Vi hyggede os rigtig sammen med de unge og spillede UNO! Bagefter legede vi en leg, hvor man skulle skrive filmtitler ned, hvorefter det andet hold skulle mime og gætte filmtitlen. Jeg (Ester) blev bedt om at skrive en dansk film på, og de mente godt, det kunne fungere, da de mimede bogstaverne (hvis filmen f.eks. var "Titanic", mimede man først noget, der begyndte med T, så med I osv.), men jeg tænkte ikke lige på, at der var "Ø" i "Bølle Bob", som var det mest kreative, jeg kunne komme på. Det var lidt af en udfordring for de stakkels peruanere.
Vi startede med at spille UNO 5 mand, men til sidst var vi over 15! |
Et lille indblik i den famøse film-leg... Mage til skuespillere skal man lede længe efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar