Første rigtige skoletime

I dag har vi haft en times musik med børnene på skolen. Om det var en succes, må I nok spørge børnene om (men ikke Tobias, for han vil nok sige, at det var "helt forfærdeligt", hvilket vi fik at vide i bilen) Det er nogle søde børn, men de er ekstremt livlige, og pludselig er vores medlidenhed med folkeskolelærere, der har 25 børn i én klasse, steget, efter at vi havde svært ved at styre 7 styk! 

Hygge i bussen. Vi var så heldige at få hele bagsædet.
(Hende til højre er vores ven fra sprogskolen.)

Og så har vi fået nye venner. Eller... Vi har mødt nogle mennesker. I går var vi på vej til missionærmøde, da en dame stoppede os uden for vores bygning. Hun sagde "hej, hvor skal I hen?" uden at kende os, og da vi sagde vi var en slags missionærer, ville hun vide for hvilken religion (for vi ligner jo også muslimer eller hinduister), og så sagde hun, at vi endelig skulle komme på besøg, for hun boede alene. Så vi vil glæde os til at møde hende igen. Peruanerne er meget gæstfrie, og vi har efterhånden udvekslet utallige kindkys, en del præsentationer og nogle få telefonnumre. Når vi møder folk på gaden, kan de godt finde på at hilse, hvis de ikke har travlt, og generelt er der mange ting, der går igen i peruanernes adfærd og også udseende. De er ret ens, og der er ikke mange der skiller sig ud, men vi mødte dog en på vej fra sprogskole uden for en frisørsalon. Han var, om nogen, Perus svar på Ole Henriksen med slikhår og lidt for moderigtig skjorte. Vi måtte  finde al selvkontrollen frem for at holde grinet inde, da han sagde "Hola chicas" med den mest feminine stemme nogensinde. Vi er vant til at se de mandlige peruanere ordne biler og andre køretøjer (her er ufatteligt mange mekanikere, men det giver mening, når man ser på deres kørsel) eller svede løs i bagende sol ved et husbyggeri, men ham her trak gennemsnits-maskuliniteten gevaldigt ned.

Vi har hver en boks til post, så vi venter spændt på, at vi kan tage den i brug :)
Og vi bliver altså aldrig træt af at blive kaldt "señorita" (Srta.), det er så eksotisk!

I dag var vi til afskedsfest (eller... det er jo ikke så festligt at sige farvel) for Israel og Anne-Marie, der vender hjem til Norge efter at have været missionærer her. De virker rigtig søde, så vi er ærgerlige over, at vi ikke har nået at lære dem at kende så godt. Der var taler, sang og mad, og et par peruanere gav den gas på guitar og udefinerbare musikinstrumenter (ville ønske, vi havde en video af det, men kameraet lå trygt og godt i lejligheden.)

Her til slut er lige nogle bedeemner:

- Bed for, at Israel og Anne-Marie må finde noget at lave i Norge, da de endnu ikke har arbejde.

- Bed for de forskellige peruanske menigheder. Vi har mødt flere personer i kirken, som virkelig brænder for deres tro, men det er få, der bærer ansvaret, og det kan være en stor byrde for dem. 

- Bed om, at bibelskolen Setela, hvor flere af de norske/danske missionærer arbejder, må tiltrække nogle unge, der har lyst til at bruge 9 måneder på Gud. Det er nemlig svært for peruanerne at forestille sig en højskole-agtig tilværelse.